Matilda (1996)

    En pige uden kærlighed på hjemmefronten har en umættelig læselyst. Da hun endelig får lov at gå i skole, er skolelederen på nakken af hende.


    BØRNEBID

    Klog og finurlig børnefilm, der har store fødder solidt plantet i både det alvorlige og komiske, og som givet vil forføre de fleste børn og barnlige sjæle.

    Børn er i vejen
    Matilda har aldrig oplevet kærlighed på hjemmefronten. Hendes forældre er ualmindelig selvoptagede og lægger ikke meget mærke til datteren, som dybest set bare er i vejen.

    Alsidig viden
    Gennem årene har Matilda læst sig klog i biblioteksbøger, og da hun endelig får lov til at gå i skole, møder hun den kærlige lærerinde, miss Honey, der betages af den lille piges alsidige viden og indsigt.

    Skolediktatur
    Skolen bestyres imidlertid af den sadistiske kæmpekvinde, Trunchbull, der hader børn og benytter meget traumatiserende metoder i sit skolediktatur. Da Matilda opdager, at kan flytte ting ved tankens kraft, kan hun også have fundet nøglen til at få skovlen under Trunchbull.

    Detaljerigdom
    Danny DeVitos iscenesættelse er vidunderligt detaljerig og bevidst kantet i de meget absurde personkarakteristikker. Her forføres man i særlig grad af Pam Ferris’ uovertrufne portræt af Trunchbull: dét er veloplagt skuespil og et af de absolut mest farvestrålende "børnehader"-portrætter på film.

    Idiotiske forældre
    DeVito selv er også veloplagt som den komplet idiotiske far, der mener, at fjernsynet er det mest dannende værktøj i verden. Og lillemor portrætteres med nuanceret hjernetomhed af Rhea Perlman.

    En overset guldklump
    Mara Wilson er vidunderlig som den oversete guldklump, der endelig får mulighed for at folde sine vinger ud. Filmen giver de helt rigtige betingelser for en troværdig transformation.

    Bevarer jordforbindelsen
    Det er svært at komme udenom den høje underholdningsværdi, og selvom historien forfalder til det lovligt fantastiske, bevarer den jordforbindelsen og vindermentaliteten hele vejen i mål.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1996, USA, Komedie, Fantasi, Familie, Børn på film, 98 min.

    Dansk titel: Matilda
    Instr: Danny DeVito Prod: Liccy Dahl, Danny DeVito, Michael Shamberg, Stacey Sher Manus: Nicholas Kazan, Robin Swicord Baseret på: bog af Roald Dahl Foto: Stefan Czapsky Klip: Lynzee Klingman, Brent White Mus: David Newman