Antboy: Den røde furies hævn (2014)

    En dreng med superhelteevner kommer på glatis, da en pige i en usynlig dragt sætter sig for at hævne sig på ham efter at være blevet brændt af til en fest.


    TUE-BASKER

    Sammenhængende film:
    Antboy (2013)
    Antboy: Den røde furies hævn (2014)

    Effektpræget spinoff med kant: Den nærmest obligatoriske opfølger til børnehittet "Antboy" er mere af samme skuffe, men tilført en tand mere action og vildskab. Og det er ikke nødvendigvis klædeligt. 2'eren slår sig meget op på netop sine effekter, og da superheltekræfterne for længst er forklaret, går lidt af magien tabt.

    Unikke kræfter
    Drengen Pelle har stadig unikke kræfter, når han iklæder sig sit lille stramme myresæt. Og med den gamle arvefjende Loppen bag lås og slå, skulle man tro, at myredrengen fører en stille og rolig superheltetilværelse.

    Personligt hævnmotiv
    Men der er tværtimod masser af opgaver: Et tvillingepar har fået ekstraordinære kræfter efter at være blevet bidt af en bille i Loppens hus, og samtidig er Antboy i skudlinjen fra en pige fra klassen. Hun er usynlig bag sin fars særlige opfindelse og har et personligt hævnmotiv.

    Dramatiske begivenheder
    Halvstore børn vil sikkert føle sig morderlig godt underholdt. Der er knald på fra ende til anden, og humoren lægger en nødvendig dæmper på de ofte meget dramatiske begivenheder.

    På det jævne
    Skuespillet er dog på det jævne, og særligt børne/unge-diktionen er sine steder langt fra naturlig. Men i det professionelle og (særligt for børn) troværdige setup betyder det sikkert mindre.

    Tyndbenet historie
    Filmens korte længde kompenserer noget for den temmelig tyndbenede historie: Vi er i den mere lette ende blandt børnefilm, superheltetema eller ej.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2014, Danmark, Eventyr, Familie, Action, Fantasi, Børn på film, 80 min.

    Dansk titel: Antboy: Den røde furies hævn
    Instr: Ask Hasselbalch Prod: Eva Jakobsen Manus: Anders Ølholm Baseret på: bøger af Kenneth Bøgh Andersen Foto: Niels Reedtz Johansen Klip: Peter Brandt Mus: Peter Peter
    Priser
    • RB - Bedste børne- og ungdomsfilm
    • RB-N - Bedste kostumedesign
    • RB-N - Bedste makeup
    • RB-N - Bedste lyddesign
    • RB-N - Bedste musik
    • RB-N - Bedste visuelle effekter
    • BERLIN-N - Crystal Bear-nominering