Braveheart (1995)

Svulstigt Oscar-slugende storfilm af og med en veloplagt Mel Gibson: "Braveheart" blev hans helt store gennembrud som instruktør og er på mange måder en gennemført flot filmoplevelse.

Et intenst drama

I det 14. århundredes Skotland udspiller der sig et intenst drama, da rebellen William Wallace må se sin kæreste slagtet af den ondsindede engelske konge, Edward the Longshanks.

En hel hær af krigere
Nu samler Wallace en hel hær af villige krigere i alle tiders episke oprør, der både skal skaffe Wallace den nødvendige hævn og forme et friere Skotland. Storfilm, ja. Spilletiden er tre timer, og antallet af statister tager vejret fra de fleste. Det er på alle måder en film, der ikke sætter sit lys under en skæppe.

Udpenslet vold
Og det bliver også dens primære svaghed. Mel Gibson kender ganske enkelt ikke sin besøgelsestid, og "Braveheart" former sig efterhånden som en filmoplevelse med alt for meget udpenslet vold, akkompagneret af et smagløst kvælende lyd- og musiktapet.

Effektiv skønhed
Det ændrer dog ikke ved, at det grundlæggende klassiske melodrama har sine sekvenser af voldsomt effektiv skønhed: Maleriske landskaber, fyldt så langt øjet rækker af kampklare skotter. Men filmen kommer så at sige ud af kontrol, ved at Mel Gibson ikke finder et leje, der former den nødvendige balance mellem kærlighed, hævn og blodsudgydelse.

Storslåede naturscener
Det mest effektive "eftermæle" ved filmen er dens storslåede naturscener, der sidder på nethinden længe efter sidste scene. Skuespillet er generelt stærkt, men i meget stereotypt optegnede roller, som er alt for nemme at gennemskue - i en spændingskurve uden overraskelser.