Paradies: Glaube (2012)

Sammenhængende film:
Paradies: Liebe (2012)
Paradies: Glaube (2012)
Paradies: Hoffnung (2013)

Andet kapitel i Ulrich Seidls "Paradis-trilogi" tager fat om den altomsluttende tro, som den tager sig ud i den ældre kvinde Anna Marias liv. I et velkendt og hudløst ærligt udtryk præsenteres vi for den ultimative osteklokketilværelse, hvor Anna Maria lukker ’den virkelige verden’ ude i en fanatisk dyrkelse af Jesus.

Indre skismaer
"Paradies: Glaube" er således et musikløst og stationært fotograferet psykologisk drama, hvor fokus helt og holdent er på de indre dramaer og skismaer, et varemærke for den østrigske instruktør Ulrich Seidl.

Knivskarpt uafrysteligt
Med den brede pensel former det en række knivskarpt uafrystelige scener, hvor en finkæmmet pinlighed blandet med afsavnets smerte er med til at give filmen en enestående ægthed.

Dystert depriveret
Men der er også lovligt mange dystert depriverede temaer i den nuanceret religiøse historie: tyngden i mørkekammeret bliver svært afrystelig, og ikke kun i en psykologisk stærk henseende.

Unødvendigt udpenslende
Særligt i de ekstremt lange sekvenser, hvor Anna Maria er ude for at stemme dørklokker falder filmen i unødvendigt udpenslende tomrum. Nuancerne kvæles af den manglende sans for besøgelsestid. Når der endelig opstår en art udvikling i den sorte sfære, er intensiteten dog med det samme maksimal, som da Anna Maria tager et opgør med sin handicappede mand.

Det tossede paradis
Seidl har sat det tossede paradis fint på spidsen i portrættet af kvinden uden virkelighedshorisont - lidt mere farve i prismen ville dog have klædt filmen.