Oslo, 31. august (2011)

Joachim Trier gik sejrsgang med sit hudløst ærlige portræt af menneskelig smerte og konfrontation med meningsløsheden. Handlingen udspiller sig den 30.-31. august i Oslo - som titlen antyder. Den stoffri narkoman Anders er på vej til byen efter et længere ophold på et behandlingshjem.

Den normale hverdag
Nu skal han forsøge at starte en normal tilværelse igen, men gennem møder med gamle venner og ligeså gamle minder bliver det tiltagende svært for Anders at se sig selv fungere på den normale hverdags præmisser.

Smerten mærkes
Smerten mærkes i denne konfrontation, der er helt og aldeles psykisk. Der vendes sten og slås revner i det eksistentielle fundament, og indfangelsen af disse for et menneske dybt rystende udfordringer er filmens store styrke.

Abstrakt konkret
Det lykkes Joachim Trier gennem ærlige og konkrete billeder at visualisere det abstrakte, det mentale. Hovedpersonens angst ved udsigten til en genforening med normalitetens konforme problemstillinger står malet i hans ansigt.

Ærlig og personlig
Filmens stil er i enhver henseende ærlig og personlig. Her er ingen intentioner om at vise sig frem eller imponere: det er de bagvedliggende kvaliteter, der får lov til at spire frem gennem sine skuespillere i et fuldkommen oprigtigt visuelt udtryk.

De store følelser i spil
Samtidig er filmen fritaget for filmmusik, på nær i nogle få velvalgte sammenhænge, og det styrker intentionen om at bringe de store følelser i spil.

Nødvendig indlevelsesevne
Anders Danielsen Lie har den nødvendige indlevelsesevne i narkomanen Anders’ indre psykiske drama. Det kommer klart til udtryk i filmens mest intense scener, hvor verden synes komplet uoverskuelig.

Barsk udtryk
Det nedtrykkende er som sådan smittende. Det er ikke nogen glad film. Men depressionen er ligesom vennens ærlige skildring af hverdagslivets lettere intetsigende trummerum med kæreste og børn eller den rastløse penthousefest, hvor folk deltager af pligt nødvendige smerter i filmens barske udtryk.