Happiness (1998)

Sammenhængende film:
Happiness (1998)
Life During Wartime (2009)

Brillant underspillet, saftigt grænseoverskridende og ubetaleligt modigt drama, der sætter tilværelsens ellers grundigt fortrængte mørkesider på spidsen. Sjældent har man set en film, der så stilfuldt forener menneskeskæbners skjulte indre dæmoni med en perspektiverende ironi og sans for tilværelsens yderpunkter.
 

Ensomme & hvileløse

"Happiness" følger en række amerikanske skæbner, der på hver deres måde er ensomme og hvileløse. Det er svært at finde mening med tilværelsen, selvom man måske udadtil er velfungerende og normal.

Subtile karakterstudier
For hvad gemmer der sig bag facaden? Og hvad sker der, hvis det pludselig kommer frem i lyset? Det er filmens omdrejningspunkt, i subtile karakterstudier af fint sammenvævede historier.
 

Fatale udbrud

Filmens helt store force er, at den aldrig bliver fatalistisk i skildringen af sine fatale udbrud, grumme overraskelser og livsomvendende afsløringer. Tonen er konstant underspillet og med et raffineret pudderdrys af ironi og distance til det absurde i de enkelte skæbner.

Underliggende energier
Denne form, der så at sige afvæbner indholdet og gør det interessant på et helt andet niveau, er genialt gennemført, og det kan mærkes, at skuespillerne er helt med på, hvad det er for underliggende energier, der skal bære dramaet til de vulkanske udbrud, der aldrig skal være andet end antydninger.

Bag den polerede facade
Antydningens kunst. Spillets kunst. Todd Solondz instruerer uden brus fra hverken orgel eller menneskelig affekt. Der er de enorme energier, der ligger skjult bag selv den mest polerede facade, der er fokus på - og dét gør filmen til en helt unik højspændt dramatisk film uden vilde eller overdrevne klimakser.
 

Indebrændt

Alle skuespillerpræstationer er bemærkelsesværdigt gode, men skal man fremhæve et par stykker må det være Dylan Baker som psykiateren dr. Maplewood, hans unge søn spillet af Justin Elvin, samt Philip Seymour Hoffman i karrierens mest indebrændte rolle.