Taken (2008)

Sammenhængende film:
Taken (2008)
Taken 2 (2012)
Taken 3 (2014)

Struttende af selvtillid sætter denne fransk/amerikanske thriller ikke sit lys under en skæppe. Og det er der bestemt heller ingen grund til. "Taken" er i al sin enkelthed dybt professionel og svulstigt underholdende.
 

Kan sit kram

Når filmskabere - som franske Pierre Morel - kan sit kram, er det bare at læne sig tilbage og labbe i sig af den perfektionistiske action-ekshibitionisme. Man behøver ikke at tage nogen forbehold, og der er ikke meget at rynke på næsen ad.

Højspændt univers
I Morels iscenesættelse bliver selv den mest fortærskede genrekliché interessant, i det man lever sig så meget ind i det højspændte univers, at man på det nærmeste selv føler sig til stede.
 

Omklamrende CIA-far

Den tidligere CIA-agent Bryan Mills er mere end almindeligt omklamrende, når det gælder forholdet til skilsmissedatteren Kim. Derfor er han heller ikke meget for, at hun skal rejse med en veninde til Paris.
 

De værste forestillinger

Men at Bryans værste forestillinger skulle blive til virkelighed, var der alligevel ingen, der havde regnet med. Midt under en telefonsamtale med faderen, oplever Kim, at store mænd trænger ind i pariserlejligheden og angriber veninden, og nu er turen kommet til hende selv.
 

Kamp mod uret

Fra sit skjul under sengen guides Kim af faderen i telefonen. Hun når at give ham tilpas mange oplysninger, før hun gribes, og nu er det en hæsblæsende kamp mod uret for Bryan i Paris - 96 timer er den pålidelige deadline, før datteren er forsvundet for evigt.

Veltimet action
Spektakulært veltimet action er sekundærgevinsten - bygget udenpå en fin og vedkommende historie. Liam Neeson rummer flot den sprøde vekslen mellem hjertelig faderfigur og vanvittigt rasende dræbermaskine.

Lækkert
Meget af den hæsblæsende action er decideret lækker: Biljagter i 10-cylindrede Audier i Paris’ aftenskær, hårrejsende præcist beskrevet tortur. Det er blot nogle få af filmens uforcerede forcer. Musikken pumper kun for alvor, når det spidser allermest til. Her fungerer den næsten på samme måde som i en musikvideo - det er støjende, men lækker formidling.