4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Skånska mord - Veberödsmannen (tv)
En udspekuleret og samvittighedsløs skåning skyr ingen midler i sin søgen efter nemme forsikringspenge.
EKSPLOSIV TV-THRILLER
Sammenhængende i denne serie:

Skånska mord - Esarparen (tv) (1986)
Skånska mord - Veberödsmannen (tv) (1986)
Skånska mord - Bessingemordet (tv) (1986)
Skånska mord - Hurvamorden (tv) (1986)
Skånska mord - Yngsjömordet (tv) (1986)


Dette er et sjældent hårrejsende møde med dæmoni, vanvid og samvittighedsløshed, personificeret i næsten umenneskeligt dygtige Ernst-Hugo Järegårds kraftfulde hovedrollepræstation.

Skåne i 1902. Mølleren Martin Svensson er en udspekuleret mand, der rejser rundt fra sted til sted med sin lille søn. Kendt af politiet for sit hjemmebrænderi og lemfældige omgang med loven.

Men Svensson er uhyggeligt god til at sno sig. Så selvom han sætter ild til den ene mølle efter den anden for at få udbetalt brandforsikringen, er han meget svær at fange.

Svensson er iskold, og han behandler både husholdersken og sønnen fuldstændig uden følelse. Sadistisk og gruopvækkende kører han sit eget løb, evigt fordrukken og med nye morderiske planer.

Sylespidst ubehageligt
Man bliver på det nærmeste hypnotiseret af dette sylespidse og krybende ubehagelige psykologiske drama, der mesterligt forener en psykopats magtfulde korstog med et sværmende portræt af Skånes uskyldige bondesamfund.

Præstation af en anden verden
Først og fremmest er Ernst-Hugo Järegårds præstation af en anden verden. Den enorme energi, han udstråler, er smittende og skræmmende. Man kniber sig i armen over hans talent.

Også i mindre roller formidles frygt, angst og ulykke med stor indlevelse. Særligt er sønnen Emil, spillet af Kim Sulocki, en betagende velspillende dreng, ligesom Karin Nordströms følte portræt af den stærkt mishandlede stuepige er knugende stærkt.

Vedkommende småroller
Flere af de endnu mere perifere personer gør det tilsvarende godt i deres respektive ængstelige omgang med Svenssons dæmoni. Hele tiden i godt skrevne og vedkommende småroller.

Begivenhederne i perspektiv
En fortællerstemme sætter ind imellem begivenhederne i perspektiv. Filmen er ligesom de øvrige i serien baseret på virkelige skånske hændelser. Dette fungerer fint som en sammensmeltning mellem det dokumentariske og dramatiske.

Blottet for musik
Næsten helt blottet for musik og holdt i en ren fotografering fremstår filmen fuldstændigt rå - på grænsen til det skræmmende. Og formidlet af Ernst-Hugo Järegård sidder vi tilbage med angst og bæven længe efter sidste scene.
Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Skånska mord - Veberödsmannen (tv)

Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7Karakter: 6 ud af 7
Fakta om filmen
1986, Sverige, Krimi, 95 min
Dansk titel: Skånska mord - Veberödsmannen (tv)
Instr: Jan Hemmel Prod: Jan Hemmel  Manus: Max Lundgren  Foto: Richard Lindström, Gunnar Magnusson  Klip: Åke Brunberger  
Medvirkende:
Ernst-Hugo Järegård (Martin Svensson)
Kim Sulocki (Emil)
Karin Nordström (Emma)
Nina Gunke (Pige)
Catherine Jeppsoon (Datter)
Kenneth Milldoff (Mølleren)
Björn Ottosson (Harald)
Lars-Göran Ragnarsson (Olle)
Lars Väringer (Pisse-Nisse)
Hans Villius (Fortæller (Stemme))
Göte Fyhring (Krogkumpan)
Carl Billquist (Krogkumpan)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.