Submarino (2010)

Ganske rigtigt - som konstateret af talrige kritikere og biografgængere - er Thomas Vinterberg tilbage på ret kurs med sit danske drama "Submarino".

Et ægte drama
De poppet-påtagede og internationale flops er erstattet af et tændt og ægte drama, der har modet til at stikke dybere. Således indvies vi i et intimt og hjerteskærende portræt af dyb smerte, svigt og ensomhed, som oplevet af broderparret Nick og "Lillebror".

Voksne i eget barndomshjem
Som børn var de voksne i eget hjem, da deres mor levende i en konstant brandert og var fuldstændig uden omsorgsgener. Således måtte brødrene passe en nyfødt lillebror, men det ender helt galt.
 

Indre dæmoner

Som voksne er de hver især plaget af indre dæmoner, Nick har siddet i fængsel og bor nu på et herberg, hvor han drikker tæt. Han har ikke haft kontakt til sin lillebror i årevis. Lillebroderen er ladt alene med sin lille søn og er dybt afhængig af stoffer; et misbrug, der får ham længere og længere ud i tovene med stor risiko for at måtte svigte drengen.

Ingen glamour
Vinterberg lykkes flot i formidlingen af den personligt forstemmende nerve. Ensomheden, smerten og den trøstesløst uudslukkelige sorg går under huden, fordi filmen formidles uden glamour.

Sagens kerne
Billedsiden er helt uden ønske om at imponere. Skarphed og enkel framing kommer før det håndholdte og krukkede. Lydsiden er flot renset for unødvendig støj og musik i en stil, der helt hæfter sig ved detaljerne ved sagens kerne frem for al mulig indpakning.
 

Dramatisk vedholdende

Og i skuespillet ligger en god og stabil kilde til, at den dramatisk vedholdende og psykologisk pågående historie også forbliver intens. "Submarino" er et modigt og overbevisende comeback fra Thomas Vinterberg.