Full Metal Jacket (1987)
Om hvad krigens rædsler kan gøre ved soldater og øverstbefalende.
BARSKT OG UPOLERET
Direkte, barskt, ucensureret og særdeles troværdigt kaster mesterinstruktøren Stanley Kubrick sine tilskuere rundt i et univers, hvor krig, ødelæggelse, drab, blod og våben er det allervigtigste for en lang række unge soldater.
Banal historie
Men ligeså troværdig filmen er i sin ucensurerede stil, ligeså banal og klassisk er den i sin historie. Den sadistiske sergent Gunnery Hartman nyder i fulde drag at skulle oplære en hel hær af unge mænd til at blive effektive dræbermaskiner, klar til at blive sendt til Vietnam i fædrelandets tjeneste.
Sergenten bestemmer
Han lægger ikke skjul på, hvilke uduelige fnatmider og elendige hundehoveder de er alle sammen, og at det er ham, der bestemmer alt. Det er hårdt slid, især psykisk men sandelig også fysisk, og efter denne tortur havner de fleste i krigen, hvis de da ikke i mellemtiden er blevet fuldstændig sindssyge under Hartmans behandling...
At skyde før man tænker
I Vietnam lærer de at skyde, før de tænker, og mange bliver selv skudt, inden de overhovedet når at tænke på at skyde.
Iskoldt blodbad
Det er et iskoldt blodbad, og det er netop i disse skildringer af det totalt absurde, væmmelige og umenneskelige, at Stanley Kubrick med sin direkte og ucensurerede stil trækker kortene hjem i "Full metal jacket".
Lange sekvenser
Filmens åbnings-sekvens er et tragikomisk sceneri fra kasernen i USA, hvor sergenten går rundt og råber og skriger for at være sikker på, at alle ved, det er ham, der bestemmer. Det er en lang sekvens - Kubrick bruger i det hele taget temmelig lange sekvenser i denne film. På dén måde kommer vi i dybden i det blodige univers, men der blottes uheldigvis også flere svagheder på denne måde.
Vietnam-klichéer
For man begynder så småt at indse, at "Full metal jacket" ikke er Kubricks bedste film, når de klassiske Vietnam-film-klichéer begynder at dukke op. Larmende krigsscenarier med masser af blod, ild, sved og tårer, angst, håb og råb toner frem på denne besynderligt amerikansk-patriotiske måde, der kendetegner de fleste langt dårligere Vietnam-film.
Sadistisk svin
Skuespillet er også til en vis grad præget af klichéer, men der er visse præstationer, der skiller sig ud fra mængden, bl.a. Lee Ermeys sadistiske svin af en sergent. Rystende er "Full metal jacket" for det meste, men den er glemt efter slutningen.
Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1987, Storbritannien, USA, Krig, Psykologisk drama, 111 min.
Dansk titel: Full Metal Jacket- Matthew Modine (Pvt. Joker)
- Adam Baldwin (Animal Mother)
- Vincent D'Onofrio (Leonard Lawrence Pvt. Gomer Pyle)
- R. Lee Ermey (Gunnery Sgt. Hartman)
- Dorian Harewood (Eightball)
- Kevin Major Howard (Rafterman)
- Arliss Howard (Pvt. Cowboy)
- Ed O'Ross (Lt. Touchdown)
- John Terry (Lt. Lockhart)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste adopterede manuskript
- GG-N - Bedste birolleskuespiller (Ermey)