Flickan som lekte med elden (2009)

Sammenhængende film:
Män som hatar kvinnor (2009)
Flickan som lekte med elden (2009)
Luftslottet som sprängdes (2009)
The Girl with the Dragon Tattoo (2011)

Det midterste kapitel i filmatiseringen af Stieg Larssons Millenium-trilogi tager hæderligt tråden op fra Män som hatar kvinnor (2009).

Samme fortællestil
Spændingen er stort set intakt, og fortællestilen er næsten nøjagtigt den samme som Niels Arden Oplevs i den første film.

Dramatiske virkemidler
Det betyder en fatal omgang med dramatiske virkemidler; primært et stupidt lyddesign og Jacob Groths pladder-musik, som han selv er så stolt af.
 

Opskruet lydunivers

Men når man har aftalt med sig selv i et højtideligt øjeblik at vende øjnene mod himmelen ad det helt unødvendigt opskruede lydunivers og så i øvrigt være modtagelig for filmens øvrige narrative kvaliteter, så er der spændingsophobning mod spændingsudløsning i godt 2 timer.

Snarrådighed og spændstighed
Unge Lisbeth Salander får virkelig brug for sin snarrådighed og spændstighed, for hun bliver i dén grad mødt af en mur af mænd, der hader kvinder i denne fortættede krimi. Efter i en længere periode at have opholdt sig forskellige steder i udlandet, vender Salander tilbage til Stockholm i håbet om at kunne starte på en frisk.
 

Fortiden er ikke glemt

Men fortiden er langt fra glemt. I stedet bliver Salander snart ufrivillig hovedperson i en uhyggelig hetz mod hendes person. Inden længe ser hun sig selv som hovedmistænkt i en tredobbelt mordsag, og det bliver kun endnu værre, da hun for første gang siden barndommen møder sin far, som hun i sin tid satte ild til. I kulissen kæmper Salanders gamle flamme, journalisten Mikael Blomkvist, ihærdigt for at finde frem til de bagmænd, der vil have Salander uskadeliggjort - før det er for sent.

Oplæste replikker
Det er en svaghed i skuespillet, at mange af replikkerne synes læst op snarere end spillet, og det er særligt ikke Noomi Rapaces stærkeste optræden, vi er vidner til.

Ujævn opbygning
At anden og tredje film i serien som udgangspunkt er tænkt som en tv-serie og kun sent i processen blev skabt til også at gå i biograferne, kan mærkes flere steder i den noget ujævne narrative opbygning.

Ren svensk atmosfære
Stockholm spiller i de bedste scener en fin rolle som bykulisse. Enkelte steder er der fundet meget stemningsfulde locations, men det er primært i det mere landlige aspekt af handlingen, at de fineste locations med ren svensk atmosfære brænder igennem. De skumle bandit-typer i filmen har så absolut "star quality" og tager jord med i filmens mest intense uhygge.

Hæderligt
Uden lydeffekter på snart sagt alt, inklusive en simpel computersøgning - og uden Jacob Groths højspændte musik konstant i baggrunden - kunne filmen helt givet have været mere intens. Stadig med fuld udblæsning er der dog tale om en hæderlig nordisk krimi. I filmens slutning lægges der i den grad op til, at det hele afgøres i 3'eren.