4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

No Country For Old Men
På grænsen mellem USA og Mexico beslutter en mand sig for at tage en kuffert fuld af penge, som han finder ved et gerningssted. Det bliver fatalt.
UDEN OMSVØB
Coen-brødrene instruerer her deres bedste og stærkeste film til dato: en næsten umenneskeligt spændende thriller, fortalt i en stringent og begavet stil, der skaber meget dyb respekt.

Hudløst ærlig
I virkeligheden kan filmoplevelser af denne type, der er så perfekt timede og hudløst ærlige, tælles på ganske få fingre - i særdeleshed inden for thrillergenren.

Perfekt timing
Den perfekte timing består i, at alle begivenheder i alle scener er så dygtigt iscenesat, at det næsten ikke er muligt at få vejret af bar fascination.

Det hudløst ærlige består primært i, at "No country for old men" er 99 % befriet for underlægningsmusik. Lyddesignet er begrænset til ganske få og meget effektfulde atmosfæriske lyde, primært naturens eller omgivelsernes egne og ikke kunstigt formede.

Uden omsvøb
Samtidig er historien ærlig i den forstand, at den ikke giver sig ud for at være noget som helst andet, end den er: en åndeløst spændende thriller uden omsvøb.

Llewelyn Moss er alene ude i ødemarken med sit jagtgevær, da han spotter en gruppe parkerede firehjulstrækkere.

Da han kommer nærmere, erfarer han, at der er tale om en gruppe mexicanske narkosmuglere, der er blevet myrdet.

Ved gerningsstedet finder han en kuffert fuld af pengesedler, og han beslutter sig hurtigt for at tage pengene med sig.

Men selvom Llewelyn er kendt for sin stædighed og kampvilje, kommer han alligevel på en næsten umulig opgave i kamp mod bagmændene - og ikke mindst den uhyggeligt effektive morder Chigurh.

Delikat æstetik
Coen-brødrene har valgt en æstetik, der er både delikat og overrumplende i sit ærlige udtryk.

Fra første sekund er inddragelsen af naturens storhed i høj grad med til at forme både det visuelle og auditive udtryk.

Fravalget af musik
Coens fravalg af musik er en af filmens helt store forcer, og i kombination med et af de bedst sammenskruede thrillerplots i rigtig mange år bliver filmen en med et stærkt ord sublim rejse, som man ønsker aldrig vil ende.

Hvor ofte får vi som tilskuere lov til selv at tænke og forme, bearbejde og finde ind til kernen, uden at instruktøren i en eller anden grad dikterer stemning og retning?

Ingen overdrivelser
Manuskriptet er baseret på Cormac McCarthys roman og er skrevet af Coen-brødrene selv. Det er ikke til at få øje på én enkelt lille detalje i manuskriptet, der er enten overflødig eller overdrevet.

Perfektionen malet
I skuespillet står manuskriptets og instruktionens ufattelige perfektion så at sige malet. Hele persongalleriet har en grad af vanvid eller skævhed. Ikke en person er forudsigelig.

Man overraskes - og forføres. Ganske enkelt helt og holdent.
Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
No Country For Old Men

Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7
Fakta om filmen
2007, USA, Thriller, 122 min
Dansk titel: No Country For Old Men
Instr: Ethan Coen, Joel Coen Prod: Ethan Coen, Joel Coen, Scott Rudin  Manus: Joel Coen, Ethan Coen  Baseret på: roman af Cormac McCarthy  Foto: Roger Deakins  Klip: Roderick Jaynes  Mus: Carter Burwell  
Medvirkende:
Josh Brolin (Llewelyn Moss)
Tommy Lee Jones (Ed Tom Bell)
Javier Bardem (Anton Chigurh)
Woody Harrelson (Carson Wells)
Kelly Macdonald (Carla Jean Moss)
Tess Harper (Loretta Bell)
Barry Corbin (Ellis)
Stephen Root (Man who hires Wells)
Brandon Smith (INS Official)
Priser:
BD-N, Bedste udenlandske film
CAN-N, Palme d´Or-nominering
GG, Bedste manuskript
GG, Bedste birolle skuespiller (Bardem)
GG-N, Bedste instruktør
GG-N, Bedste film
GULDB-N, Bedste udenlandske film
RB, Bedste amerikanske film
AA, Bedste instruktion
AA, Bedste birolle skuespiller (Bardem)
AA, Bedste manuskript
AA, Bedste film
AAN, Bedste klipning
AAN, Bedste fotografering
AAN, Bedste lyd
AAN, Bedste lydeffekts klipning
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.