No Country for Old Men (2007)

Coen-brødrene instruerer her deres bedste og stærkeste film til dato: en næsten umenneskeligt spændende thriller, fortalt i en stringent og begavet stil, der skaber meget dyb respekt.

Hudløst ærlig
I virkeligheden kan filmoplevelser af denne type, der er så perfekt timede og hudløst ærlige, tælles på ganske få fingre - i særdeleshed inden for thrillergenren.

Perfekt timing
Den perfekte timing består i, at alle begivenheder i alle scener er så dygtigt iscenesat, at det næsten ikke er muligt at få vejret af bar fascination.
 

Hudløs ærlighed

Det hudløst ærlige består primært i, at "No country for old men" er 99 % befriet for underlægningsmusik. Lyddesignet er begrænset til ganske få og meget effektfulde atmosfæriske lyde, primært naturens eller omgivelsernes egne og ikke kunstigt formede.

Uden omsvøb
Samtidig er historien ærlig i den forstand, at den ikke giver sig ud for at være noget som helst andet, end den er: en åndeløst spændende thriller uden omsvøb. Llewelyn Moss er alene ude i ødemarken med sit jagtgevær, da han spotter en gruppe parkerede firehjulstrækkere.
 

Myrdede narkosmuglere

Da han kommer nærmere, erfarer han, at der er tale om en gruppe mexicanske narkosmuglere, der er blevet myrdet. Ved gerningsstedet finder han en kuffert fuld af pengesedler, og han beslutter sig hurtigt for at tage pengene med sig.
 

En umulig opgave

Men selvom Llewelyn er kendt for sin stædighed og kampvilje, kommer han alligevel på en næsten umulig opgave i kamp mod bagmændene - og ikke mindst den uhyggeligt effektive morder Chigurh.

Delikat æstetik
Coen-brødrene har valgt en æstetik, der er både delikat og overrumplende i sit ærlige udtryk. Fra første sekund er inddragelsen af naturens storhed i høj grad med til at forme både det visuelle og auditive udtryk.

Fravalget af musik
Coens fravalg af musik er en af filmens helt store forcer, og i kombination med et af de bedst sammenskruede thrillerplots i rigtig mange år bliver filmen en med et stærkt ord sublim rejse, som man ønsker aldrig vil ende. Hvor ofte får vi som tilskuere lov til selv at tænke og forme, bearbejde og finde ind til kernen, uden at instruktøren i en eller anden grad dikterer stemning og retning?

Ingen overdrivelser
Manuskriptet er baseret på Cormac McCarthys roman og er skrevet af Coen-brødrene selv. Det er ikke til at få øje på én enkelt lille detalje i manuskriptet, der er enten overflødig eller overdrevet.

Perfektionen malet
I skuespillet står manuskriptets og instruktionens ufattelige perfektion så at sige malet. Hele persongalleriet har en grad af vanvid eller skævhed. Ikke en person er forudsigelig. Man overraskes - og forføres. Ganske enkelt helt og holdent.