Inglourious Basterds (2009)

Uden tvivl Quentin Tarantinos mest begavede film siden Pulp Fiction (1994) og i en klasse helt for sig er "Inglorious basterds", der ikke alene er en unik filmoplevelse, men også en film, der helt og aldeles skider på konventioner inden for det at lave film.

Knivskarpt og præcist
I sit udtryk dog klassisk med en knivskarp og præcis kameraføring og et betagende fokus på form og farver, detaljer og perspektiv: meget imod flere af Tarantinos seneste voldsfokuserede epos.
 

Genremæssig sammenstykning

Stilen er en genremæssig sammenstykning, hvor krigsdrama og komedie skiftes til at dominere, dog hele tiden raffineret smeltet ind i hinanden. Der er hele tiden et glimt i øjet - men samtidig er alvoren til at få øje på - og denne vekselvirkning fungerer helt og holdent på Tarantinos vellykkede præmisser.

Lange flotte kapitler
I de lange og flotte kapitler, som filmen er inddelt i, præsenteres vi først for hovedskurken, dernæst heltene, før den egentlige hævntogtshandling kan gå i gang, og jagten på nazisternes bagmænd sætter ind.
 

En gruppe nazi-hadere

For det er filmens hovedplot, at en gruppe nazihadere under ledelse af løjtnant Aldo Raine med Tennessee-dialekt går på togt i Frankrig for at få skalperet så mange nazister som muligt og selvfølgelig helst nogle af dem med magt.
 

En stor chance

I Paris forelsker en soldat sig i en yndig biografejer, og det skal vise sig at blive Aldo Raines store chance, da Hitler og alle de andre nazitopfolk skal samles til en biografpremiere i den lille biograf.
 

På alle måder farverig

"Inglorious basterds" er på alle måder en farverig oplevelse, og det er ikke alene forfriskende men også beundringsværdigt. Ikke en person i den skæve film er skåret ud af arketyper men rummer raffinementer og små glimt i øjet, som alle skuespillere helt tydeligt trives med.

Sjælden Tarantino-ro
Filmen er også præget af en for Tarantino sjælden ro: ikke mange unødvendigt fancy klip eller kameravinkler, musikken er begrænset til et pletvist komisk virkemiddel (med bl.a. spaghettiwesternmusik), og skuespillerne forfalder ikke til overspil.
 

Centrale morsomme scener

Så der er langt fra tale om en traditionel komedie, derfor er de centralt morsomme scener måske netop så sjove, som det er tilfældet. Og derfor fungerer de bestialske islæt godt. Og alvoren i SS'ernes budskaber skjules med elegance bag en følt sarkasme, som særligt Christoph Waltz rammer perfekt i rollen som Hans Landa.

Forfriskende frækt
Elegant er det også, når Tarantino skriver om på historien og digter spidsfindigheder ind i nazisternes skæbne. Det havde vi nok ikke regnet med?! Og hvor er det forfriskende frækt.
 

Forbilledligt samspil

Ud over helt ubetaleligt geniale Christoph Waltz skal fremhæves Denis Menochet som den franske landmand i filmens begyndelse - netop i samspil med Waltz - og August Diehl, der træder i karakter som slesk gestapo. Brad Pitt står for meget underholdning med sin sindssyge dialekt - særligt når han bruger den til at tale "italiensk".