Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

Sammenhængende film:
Harry Potter and the Sorcerer’s Stone (2001)

Harry Potter and the Chamber of Secrets (2002)
Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2004)
Harry Potter and the Goblet of Fire (2005)
Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

Mange læseglade Harry Potter-fans over den ganske klode græder og græder over, at forfatterinden J.K. Rowling har meldt ud, at den sidste bog om Harry Potter nu er skrevet. Igennem en lang årrække har Rowlings bøger fungeret som sikker underholdning for millioner af læsere, børn såvel som voksne, og udsigten til Harry Potter-løse år synes nærved uoverkommelig.
 

Overvældende popularitet

Bøgernes popularitet var fra begyndelsen overvældende, og ingen havde forestillet sig, at Rowling skulle blive milliardær på historien om den brillede dreng med adgang til en magisk sub-verden.
 

En ny dimension

Snart blev filmrettighederne solgt, og historierne fik en ny dimension. Harry Potter fik et ansigt, og millioner af illusioner rundt omkring i små læseres hoveder blev brudt og erstattet af Daniel Radcliffes drengeansigt og dyre visuelle effekter.
 

Et gevaldigt dyk

Det begyndte lovende med tre sprudlende, eventyrlystne og dejligt barnlige filmatiseringer, der effektivt og forførende fortalte fantastiske historier med blinkende lygter og bulder og brag. Siden kom der et gevaldigt dyk med den kønsløse fjerde film i serien, og nu er vi så tæt på bunden, som det er muligt.
 

Kedelig

Man kan med rette betegne denne femte film i serien som kedelig. Men den er ikke kun langsommelig og uden fremdrift, den er også ualmindelig kedeligt fortalt - uden originalitet, uden visuel idérigdom, uden vilje til at skabe noget unikt, uden nævneværdig personinstruktion og først og fremmest helt uden kunstnerisk fortælletalent.
 

Ekskluderet fra skolen

Harry Potter bruger magi uden for Hogwarts og får besked om, at han er ekskluderet fra skolen. Heldigvis skaffer gamle venner ham alligevel adgang, og man får hårdt brug for hans gejst, i det onde magter igen spøger i kulissen og truer med en katastrofe.
 

Ny forstander

Samtidig har skolen fået ny forstander (Imelda Staunton), og hun stiller helt umenneskelige krav til skolens elever, alle bliver overvåget, og den mindste afvigelse fra reglerne bliver straffet hårdt!

En rigtig dårlig film
For mange vil filmen set i forlængelse af forgængernes sprudlende fremdrift så absolut virke som en stor skuffelse, men der er grund til mere en bare skuffelse, der er grund til virkelig at rive sig i håret over at have set en rigtig dårlig film.
 

Ufrivilligt komisk

Det bliver hurtigt klart, at vi i skuespillet bliver vidner til et skue, der er rent ud sagt pinligt og som forekommer ufrivilligt komisk. Hvad Daniel Radcliffe havde af drenget charme i de første film, bar i sig selv hans skuespil i en guldstol og retoucherede eventuelle mangler i hans talentbagage.
 

Radcliffe er blevet gammel

Nu er Radcliffe blevet så gammel, og krop og ansigt så markeret, at han ikke længere kan pakke sig bag de små briller og filmens brusende virkemidler, og når filmens hovedrolleindehaver falder igennem, er det svært at bevare optimismen.

En enlig pinlig stjernekaster
Radcliffe er ikke alene om at spille dårligt: de fleste børn, der nu er blevet unge, spiller direkte ringe. Imelda Staunton leverer i en af filmens dominerende voksenroller en fatalt overspillet og unødvendigt krukket præstation. Talentløsheden bliver filmens eneste pinlige stjernekaster i en tam og uopfindsom affære.
 

Tro kopi

Hele filmens visuelle design er med få imponerende undtagelser en tro kopi af de tidligere film, der er ikke nyt kræs for øjet. Samtidig er der skruet helt op for lydsporet med både musik og effekter; der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, hvad man skal tro eller mene om en given stemning.

Katastrofalt kikset
Mange scener bliver katastrofalt kiksede som følge af instruktør David Yates' manglende situationsfornemmelse. Effekterne bliver overdimensionerede eller burde have været udeladt på grund af ringe animation, garderoben er et kapitel for sig.
 

Spraglede striktrøjer

I et forsøg på at ramme en særlig kejtet tøj- og fremtoningsstil bliver Harry Potter og co til latterligt udseende stereotyper af hæsligt kiksede unge i spraglede striktrøjer, veste mm - hold kæft hvor er det grimt og fejlproportioneret: prøv at se på de billeder, der kommer ud af dette valg: vi får en gruppe "moderne", kejtede unge mennesker i det mest spraglede hæslige klæd-ud-tøj fra 60'erne og 70'erne som forgrund til et episk, overrumplende, kosmisk, eventyrligt fantasiunivers. Det er lige som om, at illusionen ryger sig en tur.
 

Heftig fantasi-ubalance

Om ikke andet kan man da forsøge at lade sig underholde af Rowlings friske eventyrnavne på lokaliteter og personer, men i en ringe film som denne bliver navne så eksotiske som disse endnu en forfærdende øjenåbner: der er heftig ubalance mellem bogens og filmens fantasi.