Song for a Raggy Boy (2003)

    En idealistisk lærer ankommer til en irsk kostskole, hvor sadistisk afstraffelse er dagligdag for skolens drenge.


    BARSKE ØJEBLIKKE

    Tematisk beslægtede film:
    Dead Poets Society (1989)
    School Ties (1992)
    Mr. Holland's Opus (1995)
    Heaven Help Us (1985)
    Song for a Raggy Boy (2003)
    Les choristes (2004)

    Ingen tvivl om, at Aisling Walshs film har noget på hjerte, og at det er et barsk emne, der bliver taget op. I en farverig blanding af talrige forgængere inden for samme gren af genren, herunder i særdeleshed Peter Weirs Dead Poets Society (1989), fortælles historien om en række hårde skæbner på drengekostskolen Skt. Judas i 1939.
     

    Sadistiske metoder

    William Franklin (Aidan Quinn) ankommer til kostskolen som ny lærer, skolens første ikke-kirkelige underviser. Han erfarer hurtigt, at der hersker sadistiske afstraffelsesmetoder, men han har ingen anelse om, hvilket omfang de har.
     

    Selvtillids-indsprøjtning

    Franklin har kæmpet under den spanske borgerkrig og har mistet sit livs kærlighed. Nu kæmper han i stedet på vegne af de håbefulde, men underkuede drenge, og hans mission er at få skudt lidt selvtillid i dem, bl.a. ved hjælp af litteraturen.

    Virkelighedstro udnyttelsesscener
    Filmens styrke ligger i de hårrejsende virkelighedstro udnyttelsesscener. Hér er der virkelig godt greb om tingene, og stemningen er foruroligende. Både den rene sadisme og den seksuelle ydmygelse er skildret i stærke scener. Dette ikke mindst takket være de meget velspillende drenge: Herunder især Chris Newman som Delaney og John Travers som Mercier. Det er ægte og indfølt spil, som man meget sjældent oplever det.

    Te på gammelt tebrev
    Som helhed betragtet er "Song for a Raggy Boy" dog en tynd kop på et gammelt tebrev, og stereotyperne i både de gode og de onde karakterer bliver lidt for markante til, at man kan tage dem alvorligt. Manuskriptet byder desuden ikke på nogen overraskelser, og begivenhederne er forudsigelige. De voksne spiller fint men på samme brugte tebrev. Danske Claus Bue dukker op i et par splitsekunder som selveste biskoppen.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2003, Irland, Drama, Børn på film, Coming of Age, Teenagere, 100 min.

    Dansk titel: Drengene fra Skt. Judas
    Instr: Aisling Walsh Prod: Tristan Lynch, John McDonnell, Kevin Byron Murphy, Dominic Wright Manus: Patrick Galvin, Kevin Byron Murphy, Aisling Walsh Foto: Peter Robertson Klip: Bryan Oates Mus: Richard Blackford