The English Patient (1996)

    En hengiven sygeplejerske lægger øre til en forbrændt egyptologs kærlighedshistorie.


    EPISK EKSTRAVAGANCE

    Lige over 2½ time er en tand i overkanten i selskab med "The English Patient", multi-Oscarvinderen fra 1997. Det er ellers en vidunderligt smuk, lidenskabelig og eksotisk film.


    Et dramatisk styrt
    Efter et dramatisk flystyrt i Nordafrikas ørken anbringes den døende egyptolog, Lazlo de Almásy, på et forladt toscansk kloster af den fransk-canadiske sygeplejerske Hana.

    Fortiden mindes
    Hun har viet sin tid til at passe og pleje denne sagnomspundne, forbrændte mand. Mens Almásy langsomt mindes sin fortid – og dermed det intense forhold til den gifte brite, Katherine Clifton – forelsker Hana sig i den indiske bombe-ekspert Kip, der på grund af faren for miner på klostret har slået et telt op i haven udenfor. Filmen er på denne måde fortalt i lange flash backs. Vi føres tilbage til det heftige univers af begær og bedrag midt under 2. verdenskrig.

    Kraftigt, tiltalende lys
    Meget af handlingen foregår i Nordafrikas tørre, orange ørken – et meget kraftigt og tiltalende lys, der sætter sig effektivt på nethinden. Til dette lys står Cairos atmosfæremættede hotelmiljø og Toscanas frodige natur i skarp kontrast – det er en visuel rejse i forførende indtryk.

    Skønt skuespil
    Ralph Fiennes er i rollen som Almásy med en blanding af ligefrem maskulinitet og mystik sporet godt ind på filmens episke ekstravagance, og Juliette Binoche vandt fortjent en Oscar for sin karakteristik af sygeplejersken med det store hjerte.
     

    Naturlig skønhed

    Kristin Scott Thomas tilfører filmen en troværdig, naturlig skønhed. Og endelig er der den forjættede lommetyv, der kommer og minder patienten om fortidens kvaler, fornemt spillet af den ofte grovkornede Willem Dafoe. Og det er også lykkelige øregange, der stifter bekendtskab med "The English Patient", mest i den vidunderlige gengivelse af naturens lyde.

    Iørefaldende musik
    Gabriel Yareds originale musik er enormt iørefaldende og fylder den ene scene efter den anden, så tankerne flyver, snarere end centrerer sig om den kærlighedsbetændte handling. Både lyd og musik vandt i øvrigt en Oscar.

    Fylder for meget
    I længden fylder "The English Patient" ganske enkelt for meget, både i lyd og billede. Dramaet bliver for svulstigt og render noget ud i ørkensandet, efterhånden som den episke hjertebanken gentager sig selv.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1996, Storbritannien, Romantik, Krigsdrama, Krig, Fly på film, 155 min.

    Dansk titel: Den engelske patient
    Instr: Anthony Minghella Prod: Saul Zaentz Manus: Anthony Minghella Baseret på: roman af Michael Ondaatje Foto: John Seale Klip: Walter Murch Mus: Gabriel Yared
    Priser
    • AA - Bedste film
    • AA - Bedste birolleskuespillerinde (Binoche)
    • AA - Bedste instruktør
    • AA - Bedste fotografering
    • AA - Bedste scenografi
    • AA - Bedste kostumedesign
    • AA - Bedste lyd
    • AA - Bedste klipning
    • AA - Bedste musik
    • AAN - Bedste skuespiller (Fiennes)
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Scott Thomas)
    • AAN - Bedste manuskript
    • BERLIN - Sølvbjørn, bedste skuespillerinde (Binoche)
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering
    • GG - Bedste film
    • GG - Bedste musik
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Scott Thomas)
    • GG-N - Bedste skuespiller (Fiennes)
    • GG-N - Bedste manuskript