Le déclin de l'empire américain (1986)

Sammenhængende film:
Le déclin de l’empire américain (1986)
Les invasions barbares (2003)

Instruktør og manuskriptforfatter Denys Arcand er et geni udi kunsten at skildre menneskelige relationer, så der både grines og grædes – med stof til eftertanke.
 

Snakken går livligt

"Le déclin de l'empire américain" er en forløber til Arcands Les invasions barbares (2003). I "Le déclin" stifter vi bekendtskab med en lille cirkel af nære venner, der er ved at forberede sig på en hyggelig aften i et dejligt sommerhus. Mændene er i gang med at lave mad, og snakken går livligt om sex: Ægteskab, utroskab, seksualitet, fantasier. Alle hemmeligheder lægges på køkkenbordet som en ganske naturlig del af deres uhøjtidelige samvær.

Stemningen ændres
Imens er kvinderne samlet i det lokale fitnesscenter, hvor de under øvelserne og i saunaen er igennem samme effektive udpensling af deres seksuelle eventyr, fantasier og drømme. Da mænd og kvinder endelig mødes over den veltillavede middag, bliver tonen noget mere lødig, men der går ikke lang tid, før en enkelt bemærkning ændrer drastisk på stemningen omkring bordet.

Vittigt og dybsindigt
Filmen er vittig, dybsindig og udpræget naturlig: Man føler sig fuldkommen pot og pande med historien. Arcand er noget så sjældent som en instruktør, der fortæller nærværende og oprigtige historier, der snildt kunne være taget ud af det virkelige liv.
 

Under huden

Netop derfor bevæger historien, personerne og alle forviklingerne sig under huden i en uforlignelig blanding af alvor og humor – og i grænselandet mellem tragedie og komedie. Et stort tabu bliver på det "skammeligste" brudt i de direkte historier om utroskab, seksuelle fantasier og eksperimenter. Ironisk nok går det fuldstændig i hårdknude, da selv samme tabu bliver brudt under middagsbordet.

Naturligt og udtryksfuldt
Skuespillet er helt naturligt: Kærligt og fuld af udstråling. Fotograferingen er rolig, scenerne relativt lange, musikken er en spøjs detalje med ironisk forvrængede fortolkninger af Händel-klassikere. Opening credits er i sig selv et lille mesterstykke: En lang introduktion gennem en meget lang hall.