Dutch (1991)

    En pubertetsdreng med storhedsvanvid kommer på lidt af en opgave med at bevare pokerfjæset, da han møder sin nye udholdende stedfar.


    LUN HUMOR

    En helt igennem typisk John Hughes-forfattet komedie, men bliv nu ikke skræmt væk af dén grund, for i "Dutch" fungerer humoren temmelig upåklageligt.

    Sprudlende underholdning
    Historien er veloplagt, underholdende og sprudlende – uden dog på nogen måde at være nytænkende. Det er en grinefilm spækket med morsomheder af bedste skuffe. Samtidig er had/kærligheds-temaet fint fremstillet og bliver stort set ikke amerikana-vammelt.

    Højrøvet teenager
    13-årige Doyle går på kostskole og er temmelig højrøvet, fordi hans far er en af staternes mest fremtrædende mænd (det må være grund nok!). Doyles mor vil gerne have sønnike hjem til Thanksgiving, men det er knægten ikke meget for – særligt ikke nu, hvor hun er sammen med en ny mand, Dutch.

    En livslektie
    Men Dutch tilbyder at hente Doyle, så de to fyre rigtig kan lære hinanden at kende. Samtidig får 13-årige Doyle chancen for at lære et par lektier om livet, og han begynder måske at indse, at han ikke nødvendigvis er jordens omdrejningspunkt.

    Sprød underholdning
    "Dutch" er sprød underholdning i al sin simple, actionmættede humor. Dreng bliver (næsten) til mand, og mand bliver til grin i samspillet mellem Ed O'Neill og Ethan Randall – før de to kan mødes på midten i en art bromance. Alan Silvestri leverer forventeligt tilstedeværende, genrekomisk underlægningsmusik.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1991, USA, Komedie, Drama, Teenagere, 100 min.

    Dansk titel: Dutch, du driver mig til vanvid
    Instr: Peter Faiman Prod: John Hughes, Richard Vane Manus: John Hughes Foto: Charles Minsky Klip: Paul Hirsch, Adam Bernardi Mus: Alan Silvestri