Reservoir Dogs (1992)

Sammenhængende film:
Reservoir Dogs (1992)
Pulp Fiction (1994)
Jackie Brown (1997)

Quentin Tarantinos bemærkelsesværdige debutfilm rummer hårrejsende ækle ingredienser, men er først og fremmest fortalt i en ujævn og springende rytme, der er svær at sluge.
 

En plan går i vasken

En gruppe professionelle kriminelle bliver hyret af en bagmand, Lawrence Tierneys Joe Cabot, og hans søn, Chris Penns Nice Guy Eddie, til at røve en juvelforretning. Planen falder dog hurtigt fra hinanden, da alarmen går, og politiet i løbet af ganske få minutter møder talstærkt op.

Masser af spring i tid
Vi ser aldrig selve røveriet. Meget af filmen foregår i en forladt fabrikshal, hvor gruppen på forhånd har aftalt at mødes efter røveriet, men der springes meget mellem den mislykkede flugt fra røveriet og scenerne i fabrikshallen.

Utrygge ved situationen
Der er ingen af de fire overlevende, der føler sig trygge ved situationen, for de er bange for, at politiet har fået nys om deres aktion. Tim Roths Mr. Orange er voldsomt såret og bliver plejet af Harvey Keitels Mr. White – men der er så meget blod, at der ikke er noget at stille op.

Hårrejsende
Hårene rejser sig dog først for alvor, da Michael Madsens Mr. Blonde ankommer til fabrikshallen med en overraskelse i sit bagagerum: En bagbundet politibetjent. I flashbacks erfarer vi, at Blond og Nice Guy Eddie er gamle venner.

Frastødende troværdige
Scenerne, hvor Blonde torturerer politibetjenten i fabrikshallen er rædsomme og frastødende, men samtidig fascinerende troværdige. Michael Madsens psykopatiske fremtræden hører til blandt hans bedste præstationer.

Konstant overraskende
Nu burde handlingen næsten kun kunne gå i én retning, men overraskelserne lurer stadig, og det kan ikke tillades at falde til ro før efter sidste sekund. Men kan roen overhovedet sænke sig ovenpå sådan en omgang?

Kraftfuldt og inspireret spil
Skuespillet er kraftfuldt og inspireret, både Tim Roth og Steve Buscemi falder dog udenfor med ærgerligt overspillede præstationer. Bedst er Michael Madsen og Chris Penn.

Mere stil end substans
Quentin Tarantino satser mere på stil end på substans, og det gør filmen svær at sluge. Historien springer frem og tilbage: Så kommer der en meget lang sekvens med langtrukken dialog. Igen en masse vold, blod og et sprog, der slår gnister.

Akavet og uskøn stil
Tilbage er fornemmelsen af, at "Reservoir Dogs" med sin lille hær af talentfulde skuespillere kunne have været blevet til en meget bedre og mere nervepirrende filmoplevelse, hvis ikke Tarantino for enhver pris havde gennemtrumfet sin akavede og uskønne fortællestil.