What Women Want (2000)

    En selvglad mand får lettere ved at komme i kridthuset hos kvinderne, da han pludselig kan læse tankerne hos det modsatte køn.


    EN SØD LILLE VAMLER

    Mel Gibsons Nick Marshall charmer sig hér ind hos alle kvinder – både i filmen og blandt et kvindeligt publikum med møre knæ. Marshall kan nemlig læse kvinders tanker – et særligt talent, han er i besiddelse af på lånt tid. Og det er noget, der tager kegler.

    En mand med hjerne?
    Tænk at kunne springe til med de helt rigtige bemærkninger og gerninger, taget lige ud af hovedet på kvinder, der normalt mener, at mænd er nogle ignorante svin, der bare vil i bukserne på dem.

    Populær hos chefen
    Marshall udnytter sit talent fuldt ud, og det får hans nye kvindelige kollega, Helen Hunts Darcy Maguire, at føle. Alle de gode idéer, hun kommer på til en ny reklamekampagne, stjæler Nick nemlig ud af hendes hoved og bliver populær hos chefen.

    Stort dilemma
    Men hvis Nick fik, hvad han ville have rent karrieremæssigt, så står han i et stort dilemma, hvad angår den nye kollega. De to har nemlig forelsket sig, og hvad gør man så, når man i bogstaveligste forstand står med et ben i hver sin lejr?

    Hjerteknusende usandsynligt
    "What Women Want" er et skræddersyet projekt, der henvender sig til et ganske særligt publikum. Komediedelen med tankelæsninger er ind imellem temmelig underholdende, men når der rigtigt kommer romantisk drama på affæren, bliver filmen nemt både vammel og hjerteknusende usandsynlig.

    Romantiske klichéer
    Under alle omstændigheder er filmen 100 % forudsigelig, et af instruktør Nancy Meyers varemærker. En sjov idé, der bliver ødelagt af alt for mange romantiske klichéer.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2000, USA, Komedie, Romantik, Fantasi, 121 min.

    Dansk titel: What Women Want
    Instr: Nancy Meyers Prod: Susan Cartsonis, Bruce Davey, Gina Matthews, Nancy Meyers, Matt Williams Manus: Josh Goldsmith, Cathy Yupsa Foto: Dean Cundey Klip: Thomas J. Nordberg, Stephen A. Rotter Mus: Alan Silvestri
    Priser
    • GG-N - Bedste skuespiller (Gibson)