The Abyss (1989)

    En gruppe dykkere strander på havets bund og møder her et mystisk undervandsgespenst, der prædiker om fred på jord.


    PANIK I DYBET

    Den canadiske instruktør James Cameron har en meget fin sans for action, der nagler tilskueren fast til sædet. Det har vi set i flere af hans meget vellykkede genrefilm - og i bedste udfoldelse i Aliens (1986), Terminator 2: Judgment Day (1991) og ikke mindst True Lies (1994).


    Angsten i højsædet
    I "The Abyss" er det den krybende og klamsvedte angst, der er i Camerons højsæde. Nærmere bestemt en beskrivelse af dykkere, der kan blive grebet af panik med stort P, når de befinder sig flere kilometer under havets overflade og bliver væk fra deres meddykkere. Troen på overlevelse under bølgen blå kan hurtigt blive lig nul, når man dykker yderligere en kilometer ned i dybet, indåndende væske og totalt rystende og svedig af dykkersyge.

    Panik i dybet
    En gruppe professionelle dykkere strander nemlig efter en ulykke på havets bund i en ubåd, der kun har ganske lidt ilt tilbage. Da vejret er hårdt oven vande, synes de øverstkommanderende ligeså godt, dykkerne kan bruge ventetiden på noget fornuftigt og tage ud for at undersøge et skibsvrag i nærheden. Flere dykkere bliver sendt ned for at forsøge at muntre de iltdepraverede og skræmte lidt op. Men alligevel opstår der snart panik.

    Mislykket overnaturlighed
    Desværre er denne umiddelbart inciterende undervandsdramatiske historie alt for tynget af en mislykket overnaturlig dramatisk drejning. Midt i dybet lever nemlig et forunderligt smukt og vandformet væsen, der redder den druknende hovedperson fra døden ved at skille vandene i bedste bibelstil.

    Kender til ægte kærlighed
    Men ikke nok med det: Væsnet fortæller også den nyfrelste mand, at der ikke bør være krig i verdenen deroppe, og at "det" har reddet menneskeheden fra en altudryddende oversvømmelse, fordi "det" kender til ægte kærlighed. Smukt, ikke?

    Ødelæggende vandgespenst
    Dette overnaturlige vandmandslignende gespenst er både fjollet og ødelæggende for filmen. Hvis det havde været ondsindet og væmmeligt, havde det utvivlsomt givet filmen en ekstra spændingsdimension, men her får vi altså den negative og vamle virkning med oceanisk slagside.

    Flot fotograferet
    "The Abyss" er meget smukt fotograferet af danske Mikael Salomon, komplet med miniaturemodeller og lange undervands-episoder. En markant visuel vandstil former om ikke andet et billedligt nærvær, hvor man føler sig i centrum af stemningerne, fordi man i høj grad lever sig ind i de truedes angst.

    Vamle violer
    Men de vamle violer i ovennævnte fredstema - og Alan Silvestris allestedsnærværende stemningsmusik - tager tidligt teten og former en generelt flad filmoplevelse helt på det forventeliges præmisser.

    Extended version
    I 1993 blev en 171 minutter lang version, "The Abyss: Special Edition", lanceret. Forskellige restaurerede scener blev spredt ud over hele filmen, men hovedsagelig i den sidste del, inklusive den oprindelige slutning.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1989, USA, Fantasi, Science Fiction, Mystik, Gyser, Action, Skibe på film, 140 min.

    Dansk titel: Dybet
    Instr: James Cameron Prod: Gale Anne Hurd Manus: James Cameron Foto: Mikael Salomon Klip: Joel Goodman Mus: Alan Silvestri
    Priser
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste lyd
    • AA - Bedste visuelle effekter