4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Breaking the Waves
En kvinde har svært ved at styre sine følelser og sin tro og kommer i store vanskeligheder.
UAFRYSTELIGT
"Breaking the waves" er et enestående mesterværk, der på mange måder foruroliger og påvirker tilskueren, så man til sidst på samme tid bliver både ulykkelig, glad og forvirret.

Personligt præg
Instruktør og manuskriptforfatter Lars von Trier har givet sin film et utrolig personligt præg. Han har realiseret en tanke, der i levende billeder er blevet mere end smuk.

Uafrysteligt
Filmen er uafrystelig. Den er skrevet af en mand med en fantastisk fornemmelse for mennesker og deres følelser. Manuskriptet er sprængfyldt med følelser, der især kommer til udtryk i skuespillernes mimik; men også fotograferingen formidler de sjælelige kvaler.

Håndholdt kamera
Lars von Trier har ligesom i tv-serien Riget (tvs) (1994) valgt at filme med håndholdt kamera, en metode der viser sig at fungere meget stemningsskabende.

En smule tilvænning
Det kan tage lidt tid at vænne sig til den urolige kameraføring, hvor der sjældent klippes synligt men panoreres hurtigt fra side til side, og det hele hopper og danser, men gudskelov arrangerer hjernen det sådan, at eventuel svimmelhed fortrænges.

Udtryksfuldhed
Det er ikke de store, stilrigtige og fortryllende billeder, von Trier gør sig i, men hans metoder er til gengæld udtryksfulde på andre og mere unikke måder.

Otte delikate kapitler
Filmen er på delikat vis delt op i otte kapitler, der hver indledes med et totalbillede af forskellige smukke steder i Skotland, akkompagneret af pop/rock-musik af fx. Elton John.

Ekspressionistiske billeder
Ved hjælp af avanceret computerteknik og maleren Per Kirkeby er disse billeder blevet meget ekspressionistiske.

Drama om kærlighed
"Breaking the waves" er et drama om kærligheden mellem den stærkt troende skotske pige Bess og den varmblodede boreplatformsarbejder Jan.

En besværet pige
Gennem kapitlerne føres vi dybere ind i Bess' sind, og det bliver klart, at hun er en besværet pige. Ikke syg, men hun ligger på grænsen. Bess kan ikke leve med, at Jan skal på arbejde i ugevis på en boreplatform midt ude på havet, og hun får nogle gevaldige nervesammenbrud.

En alvorlig ulykke
Livet alene er kolossalt hårdt for hende, og hun beder Gud om at sende Jan tidligere hjem. Skæbnen vil, at Jan kommer ud for en alvorlig ulykke på platformen og kommer hjem, sandsynligvis lammet for livstid.

Fatale følger
Jan ønsker ikke at se Bess falme, og han ser helst, at hun finder en ny mand. Bess bliver forskrækket og rasende. Hun elsker Jan, lige meget hvad der sker, men da hun tror, det vil gøre Jan rask igen, at efterkomme hans ønske, prostituerer hun sig med fatale følger.

Stof til eftertanke
Der er mange elementer i filmen, som man bagefter vil tænke længe over. Filmen overrasker os mange gange undervejs. Netop som man tror, det ene vil ske, sker det stik modsatte, hvilket som regel er de ting, Bess har bedt Gud om at lade ske.

Bess' kontakt med Gud er enestående skildret: Hun taler både med sin egen og Guds stemme, når hun folder sine hænder.

Blændende spil
Emily Watson spiller blændende i den nærved umenneskeligt følelsesladede rolle. Stellan Skarsgårdsformår at vride en vanvittig intensitet ud af sin rolle. "Breaking the waves" er i sandhed en uforglemmelig film.
Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Breaking the Waves

Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7
Fakta om filmen
1996, Danmark, Drama, 160 min
Dansk titel: Breaking the Waves
Instr: Lars Von Trier Prod: Vibeke Windelov, Peter Aalbæk Jensen  Manus: Lars Von Trier  Foto: Robby Müller  Klip: Anders Refn  Mus: Div. Popartister  
Medvirkende:
Emily Watson (Bess McNeill)
Stellan Skarsgård (Jan Nyman)
Katrin Cartlidge (Dodo McNeill)
Jean-Marc Barr (Terry)
Udo Kier (Sadistic Sailor)
Adrian Rawlins (Dr. Richardson)
Sandra Voe (Mother)
David Bateson (Young Sailor)
Priser:
BD, Bedste birolle skuespillerinde (Cartlidge)
BD, Bedste skuespillerinde (Watson)
BD, Bedste film
CAN, Grand Prize of the Jury
CAN-N, Palme d'Or-nomination
GG-N, Bedste skuespillerinde (Watson)
GG-N, Bedste drama
GULDB, Bedste udenlandske film
RB, Bedste klip
RB, Bedste fotografering
RB, Bedste birolle skuespillerinde (Cartlidge)
RB, Bedste skuespillerinde (Watson)
RB, Bedste film
AAN, Bedste skuespillerinde (Watson)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.