Berlingske Tidende 1749-1949 (1949)

    Berlingske Tidendes grundlægger kommer på en fantasirejse gennem 200 år, hvor han oplever sin egen avis og dens udvikling.


    AVIS-FANTASIREJSE

    Halvtimelang dramatiseret dokumentarfilm, der blev produceret som 200 års-jubilæumsfilm for Berlingske Tidende med store etablerede skuespillere i talrige små biroller.

    En art fantasirejse
    Berlingske Tidendes grundlægger, Svend Methlings Ernst Henrich Berling, oplever på en art fantasirejse sin egen avis, som den sælges på gaden gennem to århundreder.

    En på opleveren
    Det kulminerer, da han kommer til København og af en ung avissælger kommer med ind på redaktionen i Pilestræde og ser alt det moderne udstyr og de journalistiske arbejdsmetoder.

    Klassisk virksomhedsfilm
    For nemheds skyld går stilen over i det rent dokumentariske, da Berling skal vises rundt i Pilestræde. Her tager en speaker over, og de moderne opfindelser, som fx den hydrauliske prægepresser præsenteres med underlægningsmusik og i klassisk virksomhedsfilmisk stil.

    Fint indblik
    Disse forklarende afsnit fylder mest i helheden og giver et meget fint indblik i tilblivelsen af den i 1949 moderne Berlingske Tidende. Men det er indslagene med de etablerede skuespillere, der i dag er sjovest at betragte - ofte drejer det sig kun om ganske få sekunder, på nær Svend Methlings "hovedrolle".

    En tur i arkivet
    Da Berling kommer i avisarkivet, kommer vi yderligere tilbage i tiden og møder bl.a. H.C. Andersen portrætteret af John Price, og vi ser Hitler komme til magten. "Det var store berømte folk fra historien. Dem kan man altid finde i arkivet," siger den unge avissælger til den undrende avisgrundlægger.

    Heroisk filmmusik
    På Hans Schribers heroiske filmmusik-baggrund er der ingen tvivl om, hvor fantastisk en avis, Berlingske Tidende har været gennem 200 år - sådan ønskes det i hvert fald fremstillet. Filmen er flot fotograferet og er trods sit selvsmageri et meget fint dokumentarisk billede på avisen.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019