Peggy Sue Got Married (1986)

Med fantasien i orden, men ikke overbevisende fantasifuldt serveres her en "tilbage til teenagetiden"-komedie med bittersøde undertoner. Det er den for denne rolle både Golden Globe- og Oscarnominerede Kathleen Turner, der efter en besvimelse sendes tilbage til tiden som gymnasiepige. Her må hun endnu engang kæmpe for identiteten, men kan også servere lidt af fremtiden for klassens fysiknørd.

Spækket med spidsfindigheder

"Peggy Sue Goty Married" er spækket med spidsfindigheder, affødt af tidsrejsen og dens farvestrålende usandsynligheder. Men det kommer aldrig til at fungere tilnærmelsesvist troværdigt, når Kathleen Turners 43-årige Peggy Sue gen-gennemlever teenagelivets op- og nedture. Hertil er serveringen af historien simpelthen for henkogt og amerikaner-nuttet.

På kanten af pyssenys

Hele tiden på kanten af det overspillede og over-pyssenyssede forsøger filmen af skabe en serie kraftfulde scener baseret på et fantasiunivers, der gerne vil være jordnært. Det er en vanskelig kombi, der ikke mestres af Francis Ford Coppola og hans skuespillere. Selvom typegalleriet er farvestærkt er det også alt for spraglet og ufokuseret.

60'er-øser kørt i stilling

Tidsbillederne af 1960 vs. 1985 er fine, og der er brugt tid og kræfter på at få kørt de rigtige 60'er-øser med tilhørende kostumer i stilling. John Barrys underlægningsmusik (hvis tema ligger meget tæt op ad Bent Fabricius-Bjerres til Matador!) blandes med tidstypiske popsange i én uendelighed.

På grænsen til det manierede

En meget ung Jim Carrey er godt i gang med at forme sine senere så karakteristiske ansigtsvridninger i en mindre birolle. Nicolas Cages præstation som Peggys Sues romantic interest ligger hele tiden på grænsen til det sært disponerede manierede.