9. april (2015)

    En lille flok sønderjyske soldater kæmper en umulig kamp mod den tyske overmagt, da den danske grænse overskrides 9. april 1940.


    PÅ CYKEL FOR FÆDRELANDET

    Et sikkert biografhit og et bidrag til folkeskolernes historietimer: "9. april" leverer den helt forventelige vare af lokalpatriotisk selvsmageri til den brede befolkning, men spændingen og dramaet udebliver næsten helt.

    Grænsen penetreres
    Det er den 9. april 1940, og tyskerne er på vej mod grænsen til Jylland. En lille cykel-soldaterdeling væbner sig med alt for lidt ammunition og ikke ret meget tålmodighed.

    Den umulige kamp
    Men den tyske værnemagt viser sig for overvældende, og soldaterne må trække sig tilbage, kun for at erfare at den danske regering allerede timer forinden har kapituleret.

    Klangfulde dialekter
    Man kan ikke kalde "9. april" for en kedelig film, men det er på sin plads at kalde den både uinspireret og forudsigelig. Læg hertil et i bedste fald ynkværdigt forsøg på at autenticitere det sønderjyske islæt med klangfulde dialekter.

    En ond spiral
    Det udvikler sig med andre ord hurtigt til en filmoplevelse uden luft under vingerne og fanget i en ond spiral af flade gentagelser af kampscener uden reel nerve.

    Ingen energi
    Der er slet ikke levnet plads eller energi til, at de unge soldater kan træde i karakter. I stedet er de sagesløse skuespillere overladt til de helt igennem flade stereotypiseringer, komplet med tyk og sulten spradebasse-soldat flankeret af særligt udsat følsom soldat med ringe skydeevner.

    Manglende dybde
    Med andre ord er det ikke muligt at identificere sig med de enkelte, heller ikke Pilou Asbæks fåmælte sekondløjtnant, der taler lige så utydeligt i 1940 som i nutidens filmhandlinger.

    Ufrivilligt komisk
    I stedet bliver de mange ufrivilligt komiske handlingselementer den primære kilde til underholdning. Her er en baghjulspunktering på en af de stive herrecykler nærmest et dramatisk højdepunkt.

    Heroiserende
    Ikke decideret en ubehjælpsom film, men en meget uinspireret og overfladisk indføring i den primitive modstand, danskerne fik lov til at yde tyskerne. Som historietime egner filmen sig givet fint, helt i tråd med de øvrige heroiserende film om besættelsestiden, som dansk film hidtil har udspyet.

    Stordåden dyrkes
    Det heroiserende bliver tydeliggjort og personificeret til det kvalmende i den afrundende dyrkelse af krigsheltene hvor mændene fra cykelsadlerne kort udtaler sig om tiden dengang: der lægges op til stående ovationer, hvor den moderne hverdagsdansker for en stund kan dyrke stordåden og svælge i et nationalt opkog ude af proportioner.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017