De tre Skolekammerater (1944)

    Tre gamle skolekammerater genser hinanden ved skolens 100-års jubilæum, men snart opstår der ugler i mosen, som skolens rektor heldigvis kan mægle i.


    UFARLIGE FORVIKLINGER

    Fesen krigstids-dramatik med en ikke så lidt nationalselvsmagende retfærdigheds-spændingskurve: Vi begynder med skøn-fællessang i den danske sommer, hvor skoleuniformsklædte drenge og unge mænd i hobetal tilsynger deres leder på trappen til den flotte skolebygning, den djærve rektor Blom, der har gjort så meget godt for "sine drenge" (som han kalder dem).

     

    Gensynsglæde

    Det er Olaf Ussing, der her som 37-årig spiller den aldrende, grå og krumbøjede rektor. Han afholder årligt et træf for alle de drenge, der har gået på skolen, og som nu er blevet mænd - herunder den 24 år ældre Poul Reumert. På et sådant træf, oven i købet i anledning af skolens 100-års jubilæum, genser de tre skolekammerater Herluf, Eyvind og Ove hinanden. Og de falder straks ind i de gamle roller fra drengeårene, komplet med skumle kæle- og øgenavne,

     

    Bag den idylliske facade...

    Bag den idylliske facade lurer imidlertid splid, malurt og ære. Jørn Jeppesens ingeniør Henrik Lund er søn af "Bamse", Valdemar Møllers tykke bogtrykker Ove. Henrik er møjsommeligt - op på Poul Reumerts rige direktør Herluf Steens nåde - ved at forsøge at opfinde komplet ubrydelig glas. Da noget går galt, opstår der en twist af de værre, og det er op til Ejner Federspiels dommer Eyvind Carstens at agere i dén sag. Uha for en redelighed.

     

    Sterile studieoptagelser

    Der er ved gud ikke meget jord at tage med fra denne golde film, hvis ko-iscenesættere Arne Weel og Johan Jacobsen synes uden nævneværdig inspiration. Den ene sterile studieoptagelse tager den anden, og Poul Reumerts hovedrolle-teaterdiktion har næppe nogensinde været mere ekstremt manieret.

     

    Savner rød tråd

    Så er der en anelse mere glimt over Valdemar Møllers bogtrykker Lund, der har valgt at vende den anden fedtflanke til, når tykke-øgenavnene fyger. I øvrigt er der ikke den helt store røde tråd og sammenhængskraft igennem filmen. Men drama er der nok af, hvilket Niels Clemmensens anonyme filmmusik sørger for så rigeligt at underbygge.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019