Dismissed (2017)

    En meget ambitiøs studerende bliver så vred på sin lærer over en udeblevet topkarakter, at han begynder at terrorisere hans liv systematisk.


    ELEVTERROR

    Klassisk amerikansk elev-terror-thriller, der nok har fine kort på hånden, men som helt efter genrebogen kører ud ad overdrevets tangenter. Elitestudenten Lucas Ward er den nye dreng i Mr. Butlers klasse. Flot, rank og velartikuleret charmer den unge mand sig ind på lærere og medstuderende, men han har - skal det vise sig - et meget usundt temperament.

     

    Umenneskelig terror

    For da Mr. Butler "tillader" sig kun at give B+ i stedet for A for Lucas' afhandlingslignende standardopgave, bliver det begyndelsen til en lang og meget umenneskelig terroraktion. Lucas begynder systematisk at ødelægge Butlers liv, og han skyr bestemt ikke nogen midler for at få sin vilje igennem.

     

    Sjældne oaser

    "Dismissed" er flot fotograferet af Mike Testin - særligt når filmen tillader sjældne oaser af eftertanke, som fx den perlesmukke silhouetscene, hvor Lucas står på taget af en bygning på en solnedgangs-baggrund. Men det er ikke generelt det visuelle, der er tænkt som løftestang for filmen. Her er det tydeligt fra start, at det er sensations-historien og terror/thriller-gysene, der skal trække læsset.

     

    Til en vis grænse

    Det er da også fascinerende til en vis grænse, og havde man kendt til besøgelsestid, ville slutproduktet også have været i langt bedre balance. Men i stedet for at perspektivere og bearbejde de mange voldsomme stemninger og udladninger, vælger filmen at "ekstremificere" - hvilket i længden bliver alt for meget af det gode.

     

    Over gevind

    Særligt tildspidset bliver det hen imod slutningen, hvor vanviddet går over gevind, komplet med overspil og overdrevne situationer (samt underlægningsmusik i brede baner.) Bedst spillende er Kent Osborne som den sagesløse lærer, mens Dylan Sprouses portræt af den vanvittige elev med det polerede ydre ikke rigtig har dén ondskab, der skal til for at gøre Lucas-rollen helt troværdig.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2017, USA, Drama, Thriller, 87 min.

    Dansk titel: Dismissed
    Instr: Benjamin Arfmann Prod: J.D. Lifshitz, Raphael Margules, Sev Ohanian Manus: Brian McAuley Foto: Mike Testin Klip: Shane Hazen; Noah Kistler Mus: Nathan Matthew David
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation