Johnny Suede (1991)

    En ung mand med allermest interesse i sin egen fremtoning forsøger sig med kærligheden - med vaklende resultater.


    OPFINDSOMME SKÆVHEDER

    Instruktør Tom DiCillo viser her med sin spillefilmsdebut en udpræget musikalitet. At han siden skulle beskæftige sig med musikfilm- og dokumentarer lå vel i kortene, men allerede med "Johnny Suede" spiller tonerne en vigtig rolle, og ikke kun fordi de indgår i handlingen som en del af hovedrollefiguren Johnny Suedes identitet.

     

    Visuel farverigdom

    Musikken er også i overført betydning en del af den visuelle farverigdom, som debutfilmen præsenterer os for. Tonerne smelter således sammen med billederne, men de kender også deres besøgelsestid - således at store blokke af handlingen heldigvis er helt fritaget for underlægningsmusik.

     

    Kantet rolle

    Brad Pitt kan her opleves i en af sine absolut mest kantet-farverige roller som den udpræget uselvstændige storcharmør med narcissistiske tendenser. Johnny Suede - som han vælger at kalde sig selv - er meget omhyggelig med at sætte sig selv og sin lækkerhed i scene, og drømmene går i retning af en karriere i popmusikkens regi.

     

    Naiv og følelsesmæssig analfabet

    Da han møder Catherine Keeners anderledes jordbundne Yvonne, er det som om Johnny godt kan overtales til at prøve kræfter med kærligheden. Men han er både naiv og følelsesmæssig analfabet. Derfor udsætter han sin nye kæreste for helt urimelige prøvelser, som det kræver sin kvinde at stå model til.

     

    Fine rum til overraskelser

    Sådan forhutler handlingen sig lidt derudad. Spændingskurven er ikke klassisk stigende, snarere er der hele tiden fine rum til overraskelser i en fortællestil, der kan minde lidt om den tidlige David Lynchs. Hér har Brad Pitt - samme år, som han spillede J.D. i Ridley Scotts Thelma & Louise (1991) - meget fin føling med rollens barnligt-naive vaklen, hele tiden på grænsen til det utilgiveligt naive.

     

    Rørende og afmægtig

    Som hans pænt afmægtige "offer" finder vi filmens anden helt store præstation. Catherine Keener er både rørende og værgeløs i sine forsøg på at danne par med den kejtede Johnny. Spillet mellem de to er filmens klart mest rørende. Rocksangeren Nick Cave folder sig fraværende ud som Johnnys forbillede, den svært afblegede "succes-musiker" Freak Storm.

     

    Velvalgte locations

    Når filmen står stærkest, er den helt fritaget for underlægningsmusik. Her er ægtheden markant i samspil med velvalgte locations - ikke mindst Suedes usle lejlighed, før han flytter sammen med Yvonne.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1991, Schweiz, Frankrig, USA, Komedie, Drama, Romantik, Musik, 97 min.

    Dansk titel: Johnny Suede
    Instr: Tom DiCillo Prod: Yoram Mandel, Ruth Waldburger Manus: Tom DiCillo Foto: Joe DeSalvo Klip: Geraldine Peroni Mus: Jim Farmer
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering