Brevet fra Afdøde (1946)

Johan Jacobsen omgås her ganske fermt film noir-genren i en krimi, der tematisk spiller på flere af de gennemgående handlingsstrømme, som han to år tidligere præsenterede i den evigtgyldige Otte Akkorder (1944).

Mørk og glimtvis gribende

Selvom "Brevet fra Afdøde" ikke fremstår som vellykket i alle facetter, er filmen alligevel både stærk i sit udtryk og mindeværdig for sin mørke og glimtvis gribende historie: Gunnar Laurings Poul møder under en luftalarm Sonja Wigerts hemmelighedsfulde Gerd i beskyttelsesrummet.

Morfintåger

De falder i snak, men skilles. Der skal gå et par år, før de træffes igen, og Poul fornemmer, at der er noget galt i Gerds liv. Han har svært ved at slippe det, og han bliver mere og mere overbevist om, at Gerds mand er en morder, der tidligere har slået sin kone ihjel med morfin - og nu er ved at gøre det samme med Gerd!

Høje ambitioner

Visuelt er "Brevet fra Afdøde" en rigtig lækkerbisken, fuldt på højde med mange udenlandske noir-film. Det er igen tydeligt, at Johan Jacobsen vil andet og mere end de fleste af sine samtidige filminstruktør-kolleger, og fotograf Karl Andersson er i hvert fald helt på linje med Jacobsens høje ambitioner.

Nærmest hypnotiserende

Flere af scenerne - særligt hen imod den lidt mærkelige slutning - er nærmest hypnotiserende i deres dystert koreograferede og stemningstyngede udstråling. Gerds tvungne dans i balkjole og måneskin til mandens klaverakkompagnement (et stykke af Ravel, der i "Otte Akkorder"-stil går igen gennem filmen) hører til højdepunkterne.

Eklatant hårrejsende

Når stemningen lykkes for alvor, smelter det let teatralske spil (fra særligt Eyvind Johan-Svendsen i dennes sidste rolle) helt sammen med den perfektionistiske kulisse og former en eklatant hårrejsende uhygge. Her er norske Sonja Wigert heldigvis en nogenlunde troværdig brik i den morfintågede afhængighed - med seksuelt afvigende undertoner.

Vattet sidehistorie

Det er uden tvivl det absurde forhold mellem mand, kone og morfin, der er filmens mest interessante. Mere vattet fremstår Gunnar Laurings sideperson, der går til historien med stor indlevelse - og bl.a. involverer en pensioneret politibetjent i sit forsøg på at afdække affæren, før det er for sent.

Flakker i trækvindene

Desværre flakker "Brevet fra Afdøde" lidt for meget i trækvindende, og bedst som de helt eminente scener opstår, efterfølges de af en tilsvarende tam og tarveligt ordinær. Brugen af klassisk musik er helt velovervejet og fungerer meget virkningsfuldt i få og mindeværdige scener.