Call Me by Your Name (2017)

    17-årige Elio bosat i Italien bliver smask-sommerforelsket i sin fars nye amerikanske assistent. Trods aldersforskellen blomster kærligheden.


    DEN SVÆRE KÆRLIGHED

    Gode gamle 89-årige James Ivory har skrevet det Oscar-vindende manuskript til, baseret på André Acimans roman og med til at komplettere instruktør Luca Guadagnios såkaldte Desire-trilogi. Og begær er der da også masser af i historien om 17-årige Elio, der forelsker sig stormfuldt i sin fars nye mandlige amerikanske assistent.

     

    Ligefrem og fordomsfri

    "Call Me by Your Name" har vundet mange homo- såvel som heterohjerter verden over for sin ligefremme og fordomsfri gengivelse af homo- og efebofili i fuld udfoldelse. Temaet er her for alvor blevet allemandseje, og udviklingen i denne retning er på mange måder særdeles kærkommen.

     

    Kærligheden uden grænser

    Kærligheden uden grænser mødes tilmed med forståelse af den unge Elios far, hvis livserfaring fortæller ham, at tiltrækning mellem mennesker ikke behøver følge biblens forskrifter. Således er filmen i vid udstrækning ikke en problem-homofilm, centreret om de velkendte "hvor er det synd for ham"-klichéer, og det er svært forfriskende.

     

    Begæret rører på sig

    Elio keder sig en kende på landet i Italien i begyndelsen af 1980'erne. Her bor han i sommermånederne med sin lille og velfungerende familie, mens han springer lidt i vandet og læser bøger. Da faderens nye akademiske assistent Oliver ankommer til landstedet, begynder unge Elios homoerotiske begær at røre på sig.

     

    Om den varme grød...

    Der skal dog kredses længe om den varme grød og flirtes udvidet med lokale piger, før de to mænd med den pæne aldersforskel kan gå i flæsket på hinanden. Det skal jo heller ikke være alt for åbenlyst, at de bærer på de trods alt hemmelighedsfulde lyster, for et italiensk lilleputsamfund er næppe helt klar til at se to fyre snave på gaden.

     

    Potentielt tårepersende

    Historien bevæger sig i en potentielt tårepersende retning - og slutningen er smuk i sin enkle perspektivering: Masser af væde i øjenkrogene, særligt hos det yngre og det endnu identitetslabile publikum.

     

    Lidt for eksponerende

    Filmen er ikke præget af store narrative armbevægelser, men har alligevel en slagside mod det lidt for eksponerende. Den evigtvarende italienske sommer klæder vores lækre protagonister af til skindet, så særligt den meget delikat velskabte Elio vimser omkring "i den bare særk" - til alle sultne blikkes begejstring.

     

    Detaljefornemmelse

    Her kunne man have ønsket sig lidt mindre crowd pleasing og lidt mere detaljefornemmelse - noget der ellers ikke mangler i Sayombhu Mukdeeproms rolige og intense fotografering. Dyrkelsen af Elios skønhed overgår med flere længder den ellers legendariske Morte a Venezia (1971).

     

    Tavshed og naturlige lyde

    Forhåndsængstelsen melder sig allerede under opening credits med beskeden om flere musik-rådgivere: Bare det nu ikke bliver en film komprimeret med pop-, rock- og ariesange. Gudskelov er der her fornemmelse for sagerne, så filmens centrale drama i vid udstrækning får lov at stå alene, understøttet af tavshed og naturlige lyde. Men der er en del musik til at booste tids- og stemningsbillederne - vægtigst er dog det faktum, at Elio er meget musikalsk, transkriberer klassisk musik og spiller både guitar og klaver.

     

    Ægthed og nærvær

    Samspillet mellem Timothée Chalamet og Armie Hammer er præget af ægthed og nærvær, hvilket er helt centralt for filmoplevelsens troværdighed. Men der er en berøringsangst forbundet med de to fyres tiltagende rå seksuelle begær. Noget, der leder tankerne langt tilbage i homo-filmens historie.

     

    Distancering af homoerotikken

    Symptomatisk for denne tendens er distanceringen af homoerotikken til "havens blomster og fuglesang". Kameraet panorerer ud i haven, så snart shortsene skal til at ryge - som kontrast til den mere eksplicit erotiske fremstilling af heterosexen mellem Elio og en lokal ung kvinde.

     

    Renskuret

    Det vidner om, at nok er homo-romantiske film rykket mere talstærkt ind i den gennemsnitlige kernefamilies (biograf-)liv, men i tilfældet "Call Me by Your Name" er billedet på forelskelsen og særligt sex mellem mænd langt mere renskuret end fuldbyrdet troværdigt.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2017, Italien, Frankrig, Brasilien, USA, Drama, Coming of Age, 132 min.

    Dansk titel: Call Me by Your Name
    Instr: Luca Guadagnio Prod: Emilie Georges, Luca Guadagnino, James Ivory, Marco Morabito Manus: James Ivory Baseret på: roman af André Aciman Foto: Sayombhu Mukdeeprom Klip: Walter Fasano
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AA - Bedste adopterede manuskript
    • AAN - Bedste skuespiller (Chalamet)
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste originale sang ("Mystery of Love")
    • GG-N - Bedste skuespiller (Chalamet)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Hammer)
    • BERLIN-N - Teddy-nominering