Life (1999)

    To sorte fyre havner bag tremmer i 1932, uretfærdigt dømt for mord. Nu må de forsøge at få det bedste ud af livstidsdommen.


    FLOT FÆNGSLING

    Velproduceret og dygtigt iscensat komedie med rapkæftede Eddie Murphy og Martin Lawrence i de bærende roller. "Life" er ganske vist ikke en film præget af nogen decideret fantastisk historie, men alligevel er det et overvejende positivt indtryk, filmen efterlader.

     

    Uretfærdigt bag tremmer

    I 1932 havner Rayford og Claude uretfærdigt bag tremmer, dømt for et mord, de ikke har begået. De kendte ikke hinanden, men var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Dommeren er ikke i tvivl - de får fængsel på livstid, og nu gælder det om at få det bedste ud af den nye hverdag, omstændighederne taget i betragtning.

     

    Ikke diktatorisk styrende

    Komikken er ikke diktatorisk styrende, og det klæder filmen, at den levner så meget frirum til det filmiske, herunder scenografi, kostumedesign og makeup, sidstnævnte Oscar-nomeret. I hovedrollerne er Eddie Murphy og Martin Lawrence dog for stereotype og ligner sig selv fra det komiske gennemsnit - bedre lykkes en lille håndfuld blandt birollerne, herunder Nick Cassavetes' lejrleder og Ned Beattys fængselsinspektør.

     

    Flot og troværdigt tidsbillede

    Det er således et flot og troværdigt tidsbillede, der indrammer Ted Demmes film (instruktørens næstsidste spillefilm, han døde af en overdosis i 2002, 38 år gammel.) Særligt fængselsscenerne, der er filmens bærende, er elegante og bekostede. En hel del irriterende popmusik forplumrer filmoplevelsen, dog relativt sjældent akkompagneret af Wyclef Jeans originalmusik.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1999, USA, Komedie, Krimi, Fængselsfilm, 108 min.

    Dansk titel: Life
    Instr: Ted Demme Prod: Brian Grazer, Matthew Stone Manus: Robert Ramsey, Matthew Stone Foto: Geoffrey Simpson Klip: Jeffrey Wolf Mus: Wyclef Jean
    Priser
    • AAN - Bedste makeup