L.A. Confidential (1997)

    Tre betjente arbejder sammen i et på overfladen fint forhold. Men under overfladen er sandheden en anden.


    KVINDELIG MODGIFT

    "L.A. Confidential" er et lille mesterværk, en fascinerende opbygget historie med fuldbyrdet æstetisk filmhåndværk.

    Året er 1953, og underlægningsmusikkens silkebløde jazznumre og scenografernes ihærdige indsats samarbejder flot og skaber det helt rigtige og troværdige tidsbillede.

    Korrupt poloiti
    Skandaleblads-redaktøren Sid Hudgens' stemme sætter os kort ind i dét miljø, filmen skal foregå i. Skrækkelige voldshandlinger, private klubber med luddere og et politi, der har sin helt egen lov og som måske selv er de allermest kriminelle.

    Filmen beskriver tre vidt forskellige betjente. I tavshed er de fjender, men i virkeligheden arbejder de sammen. De er: Bud White (Russell Crowe i filmens stærkeste præstation), manden med den hurtige knytnæve og et nærmest neurotisk behov for at beskytte mishandlede kvinder.

    Ed Exley (Guy Pearce), hadet af kollegerne, fordi han bliver forfremmet på grund af sine stræberiske tendenser. Og Jack Vincennes (Kevin Spacey), en velklædt fusker, der fodrer skandale-bladsredaktøren med sidste nyt og modtager en skilling for det.

    Kvindelig modgift
    Som den kvindelige "modgift" står den afdæmpede ludder Lyn Bracken (Kim Basinger) i en central birolle. Hun fodrer de trængte betjente i mere end én forstand. Omkring hende lurer al den mystik og spænding, der kendetegner hele filmens stemning. Kim Basinger vandt fortjent en Oscar for sin præstation.

    Intens atmosfære
    Det er en historie, der kan være svær at følge med i, men det er ikke så slemt, at man føler sig hægtet af eller til pynt. Spændingen ligger i det fænomenale skuespil og kamerahåndværk og den intense atmosfære. Det er lige før, historien kommer i anden række.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1997, USA, Krimi, Drama, Mystik, 132 min.

    Dansk titel: L.A. Confidential
    Instr: Curtis Hanson Prod: Arnon Milchan, Curtis Hanson, Michael Nathanson Manus: Brian Helgeland, Curtis Hanson Baseret på: roman af James Ellroy Foto: Dante Spinptti Klip: Peter Honess Mus: Jerry Goldsmith
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste instruktør
    • AA - Bedste birolle skuespillerinde (Basinger)
    • AA - Bedste adopterede manuskript
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste lyd
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste musik
    • BD - Bedste amerikanske film
    • CAN-N - Palme d´Or-nominering
    • GG - Bedste birolleskuespiller (Basinger)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste musik