Der var engang en Vicevært (1937)

    En djærv vicevært vil gå gennem ild og vand for sine beboere. Så da kvistens lejere sættes på gaden, følger viceværten med.


    REN HYSTERI

    Langt fra O'Fredericks/Lauritzens bedste 30'er-komedie. "Der var engang en Vicevært" begynder tilforladeligt, men sammen med et plot twist følger også en tiltagende hysteri, hvor helt ekstremt mange ubetydelige handlingselementer proppes sammen i en farce-vælling af en anden verden.

     

    Skuffende trækplaster

    Osvald Helmuth er i sig selv filmens helt store trækplaster. "Helmuth-filmen Der var engang en Vicevært" proklamerede datidens plakater. Men desværre er vicevært Christensen-rollen mere end almindeligt tynd - og tilmed belemret med både hysterisk latter og en frygtelig krukket "sydsjællandsk" dialekt.

     

    Ren sympatistøtte

    Så allerede her er der grund til at være skuffet, men det bliver kun værre, efterhånden som Christensen går planken ud i ren sympatistøtte, da en vrissen sagfører sætter et par af bebyggelsens lejere på gaden. Nu følger Christensen med, og sammen forhutler gruppen sig gennem den nye og "spændende" tilværelse.

     

    Frygtelig støjende

    Kønt er det ikke, og tilmed frygtelig støjende: Der bliver talt i munden på hinanden, grinet hysterisk og affyret under lagkagekomik-niveau-vittigheder. Et lille lyspunkt udgør Victor Borge (endnu som Børge Rosenbaum), mest fordi han her har fået en bare tålelig rolle som komponisten Bøegh. Borge giver tidlige prøver på sit talent ved og omkring et flygel!

     

    En håndfuld ørehængere

    Ellers er der ikke meget formildende over denne farce. Sangglade tilskuere kan glæde sig over en håndfuld ørehængere, serveret af Osvald og Borge - og så en kuriositet med Lulu Ziegler, der i et meget langstrakt indslag (og helt ude af kontekst) synger på baggrunde af montage-inspireret storbypuls.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018