Kidnapped (1935)

    To klodsede kolonihave-venner skjuler den lille kidnappede 5-årige Connie af frygt for, at hun skal blive gen-kidnappet.


    30'ER-PULS

    Herligt energisk Lauritzen/O'Fredericks-krimikomedie, mens instruktørparret endnu var upåvirket af alt for mange seriefilm og kommerciel tænkning. Tilmed med Ib Schønberg og Arthur Jensen i hovedrollerne som Basse og Lasse udgør "Kidnapped" herligt frigjort 30'er-underholdning.

     

    Krimi-twist

    Et krimi-twist via USA sætter lille Connie i centrum for en kidnapningssag, der i dén grad har avismediernes bevågenhed. Hvad aviserne ikke ved, er at lille Connie er i trygge - og klodsede - hænder hos kolonihave-vennerne Basse og Lasse i lille Danmark.

     

    Ingen snærende konventioner

    "Kidnapped" blev lille Connie (Meiling)s første filmoptræden, og den smilende lille krøltop står godt til Ib "Onkel Tykke" Schønberg og Arthur Jensens kejtede komediespil. Det er ikke alle replikker, der serveres lige kønt, men filmstilen er under samtidig fri for snærende konventioner.

     

    Skøn 30'er-atmosfære

    Fine og stemningsskabende udendørs-optagelserne rammer de forudsigelige begivenheder ind i en skøn 30'er-atmosfære, ligesom tidens landeplage-filmsange (bl.a. "Det er sjovt at være lille - man kan tidsnok blive stor") og Schønbergs gentagne signatur-replik ("Hvis ikke jeg sku ku', hvem sku' så ku' ku'?") ikke skamrides til ukendelighed, men forbliver charmerende.

     

    Smilende filmoplevelse

    Tillader man sig selv at glatte næserynkerne ud i mødet med den helt igennem smilende filmoplevelse, vil man ganske givet opdage, at halvanden time i selskab med Schønberg og Jensen (og en håndfuld birolleskuespillere) er godt givet ud.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018