Ebberød Bank (1943)

    En fattig landsbyskrædder opretter en landsbybank, der snart bliver verdensberømt i Danmark for sine høje renter og helt uhørte finansmetoder.


    OSVALD-HYGGE

    Frisk, fyrig og pletvis finurlig krigstids-komedie, der var den folkekære skuespiller Osvald Helmuths eneste forsøg udi at instruere film. Med Osvald selv i den dialekttunge hovedrolle som landsbyskrædderen Peter Vipperup er "Ebberød Bank" hverken ueffen eller ude i overdrevets tove, men grundidéen ryger alligevel ud ad tangenterne.

     

    Skrædderens morgenrunde

    Skrædder Vipperup klarer sig til dagen og vejen ved at gå sin morgenrunde gennem landsbyen. Her indsamler han bukser og jakker til reparation, men hjemme venter hans kone, Maria Garlands stramme og sure Caroline, så der er ikke meget sjov ved at være skrædder i Ebberød.

     

    En landsbybank oprettes

    Nu ankommer Peters bror, Emil Hass Christensens Andreas, til byen - efter et længere ophold i udlandet. Han har måsen fuld af penge og angivelig en taske med fire millioner kroner i. Det vækker selvsagt opsigt i Ebberød, og der bliver talt i krogene om at oprette en landsbybank - en opfordring skrædderen tager alvorligt.

     

    Vækker opsigt

    Snart har Ebberød en meget primitiv bank med Vipperup som direktør, og hans bankmetoder vækker opsigt - også udenfor landsbyen. Med helt uhørte renter står bankkunder fra hele landet snart i kø - men det kan ikke blive ved med at gå, og på et eller andet tidspunkt skal Vipperup jo også helst nå frem til erkendelsen: Penge er ikke alt!

     

    På det jævne

    Osvald Helmuths skuespil bærer filmen et pænt stykke, med fin opbakning på birollefronten (især Maria Garland er vanligt veloplagt). Teknisk er "Ebberød Bank" på det jævne, ind imellem ubehjælpsomt fotograferet med uskarpe og hakkende billeder, men det bidrager egentlig mest til den jordbundne og enkle historie: "Den er en af vore egne!"

     

    Hyggelig film

    Det er således en charmerende og hyggelig filmoplevelse, men samtidig en historie præget af knirkende labilt fundament uden hverken store overraskelser eller dyb opfindsomhed: Man bærer over med det vaklende et langt stykke hen ad vejen. Sven Gyldmarks musik er meget anonym og tilbagetrukket hvilket trækker op i det samlede regnskab.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018