Den rige enke (1962)

    En rig og bitter enke støder sine to døtre fra sig, men kan med lidt held alligevel bløde op, så familien atter kan samles og gå hånd i hånd.


    TARVELIGT TYNDT

    Overmåde primitiv folkekomedie baseret på en succesroman af Morten Korchs søster, Johanne. I næsten alle facetter er filmen tarveligt tynd, om det så er udi det tekniske, hvor lyden fx er under al kritik.

    Bitter enke
    Den bitre enkefru Ellekjær vil bestemme over sine døtre og billiger ikke Gretes forelskelse i gårdkarlen Jørgen. Enken har det sidste ord - og så alligevel ikke.

    Ben i næsen
    For Grete har ikke tænkt at lade sig tryne, og med lidt held kan fru Ellekjær måske bearbejdes, så det hele alligevel ender lykkeligt.

    Hele viften af klichéer
    Filmen rummer hele viften af Korch-klichéer, komplet med en lyssky krybskytte, men "Den rige enke" fungerer generelt tungere og dårligere end den succesrige Morten Korch-serie.

    Tynd historie
    Alle skuespillere er tynget af Jon Iversens ikke-tilstedeværende personinstruktion, det skinner tydeligt igennem, at spillerne er overladt til sig selv - og så er det svært med så tynd en historie.

    Manglende engagement
    Gunnar Lauring er tæt på at dratte omkuld af manglende engagement i sin birolle som godsejer, mere uoplagt har man aldrig set den folkekære skuespiller.

    Ungdommeligt sprudlende
    Så er der lidt mere charme over Peter Malbergs købmand, alle klichéerne til trods, og Arne Hansens ungdommeligt sprudlende Nikolaj (stort set uden replikker).

    Fortættet uinspireret
    Peter Deutsch leverer et fortættet uinspireret opkog på musiksiden - alle stemninger spartles godt og grundigt ud fra ende til anden.

    Få søde scener
    Alle hagerne til trods formår "Den rige enke" i de sødeste scener (de kan tælles på én hånd) at knibe en anelse smittende landsbyidyl ud af tuben.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019