The Thing (1982)

    En gruppe forskere i Antarktis får deres sag for, da mærkelige og morderiske kræfter vækkes til live af det dybe og hemmelighedsfulde isvælde.


    KULTGYS / KULDEGYS

    John Carpenters "The Thing" er i sandhed John Carpenter'sk. Ualmindelig mange tykke lag sminke og knasende sprøde, blodige effekter indhyller filmen i lige dele gys, mystik og truende forfrysninger. For livet i Antarktis er ikke let, særligt ikke når mørke, morderiske kræfter vækkes til live og i dén grad er lystne til at bide hårdt i menneskekød.

     

    Aner ikke uråd

    En gruppe amerikanske forskere, alle mænd, er udstationeret på det antarktiske kontinent, da en norsk helikopter pludselig drøner hen over forskningsstationen og skyder vildt efter en tilsyneladende fredsommelig slædehund. Amerikanerne aner ikke uråd og tager hunden til sig, mens nordmændene dør i en eksplossion.

     

    Dødbringende mutation

    Hvad forskerne ikke kan regne ud, er at slædehunden bærer på en mere end almindeligt dødbringende mutation - og snart er forskningsstationen omdannet til et veritabelt helvede, hvor den ene sagesløse forsker efter den anden bliver ædt op af ondskab. Og så langt væk hjemmefra er der så absolut ingen, der kan høre dig skrige.

     

    Kuldegysende kulisse

    "The Thing" kan noget med sin kuldegysende kulisse, og i de mest vellykkede scener spiller isolationen og dens helt egen særegne klaustrofobi en betragtelig rolle. Man ser, hvorfor Carpenters film i dag er blevet kult, selvom vi her er meget langt fra anderledes geniale gys som fx Ridleyt Scotts Alien (1979).

     

    Rutinepræget

    Kurt Russell gør en fin, langskægget figur, ombejlet af let til jævnt rutineprægede birolleskuespillere. Det bliver i hvert fald ikke i filmens dialog og mellemmenneskelige intriger, at "The Thing" tager stikkene hjem. Snarere er det i de med spredt fægtning dryssede stemninsscener, hvor monster og natur går op i en højere ekstrem virkning.

     

    Virkningsfulde klange

    Ennio Morricones musik hører til blandt hans absolut mest særegne. Mange forstod ikke de elsketronisk minimalistiske klange, men tonerne er faktisk en betydelig del af filmens samlede identitet, og særligt virkningsfulde, fordi de kun optræder ganske få gange i filmens handling.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1982, USA, Gyser, Mystik, Science Fiction, Dyr på film, 109 min.

    Dansk titel: Det grusomme udefra
    Instr: John Carpenter Prod: David Foster, Lawrence Turman Manus: Bill Lancaster Foto: Dean Cundey Klip: Todd C. Ramsay Mus: Ennio Morricone