Chattahoochee (1989)

    Efter at have skudt vildt omkring sig havner en Koreakrigs-veteran på en uhumsk anstalt for psykisk syge og må kæmpe indædt for ikke at havne i totalt vanvid.


    DET GLADE VANVID

    Her er en film, der stort set er gået under radaren, selvom den med rette kan udpeges som tv-instruktør Mick Jacksons bedste spillefilmsprodukt. Med en slet og ret fænomenal Gary Oldman-hovedrollepræstation som krumtappen er "Chattahoochee" i hvert fald i den første gode times tid en både intens og medrivende film.

     

    En barsk hverdag i møde

    Oldman spiller Koreakrigs-veteranen Emmett Foley, der i filmens anslag får et black out og skyder vildt omkring sig i forstadens gader og stræder. Snart havner han i kløerne på loven og må efterlade kone og baby hjemme, mens han selv går en barsk hverdag i møde. Foley placeres nemlig på en institution for udtalt skøre eksistenser. Forholdene er mere end usle, og behandlingen alt andet end pædagogisk.

     

    Posttraumatisk nedsmeltning

    Både myndighederne og tilskueren skal nu finde ud af, om Foley rent faktisk er skør, eller om han "bare" lider af generel posttraumatisk nedsmeltning. Imens er én ting helt sikker: Foley bliver ikke mindre skør af at opholde sig på Chattahoochee-anstalten, og snart kommer hans søster på banen i et forsøg på at påpege de indsattes rettigheder.

     

    Mentale og fysiske ar

    Filmen er inspireret af virkelige begivenheder og er ikke en klassisk fængselsfilm. Men at blive anbragt på denne anstalt er en meget ubehagelig fængsling, der både former mentale og fysiske ar. Den uhumske dagligdag på Chattahoochee er meget fint fortalt, ikke mindst på grund af en fornem scenografi og flotte birollepræstationer fra bl.a. Dennis Hopper.

     

    Vanvid i udbrud

    Der opstår scener af både dyb intimitet og vanvid i udbrud, når Gary Oldman folder sig ud som grænsetilfældet Emmett Foley. Det er en præstation af meget dyb sjæleudkrængende karakter, startende allerede i den nervepirrende og elegant eksekverede åbningssekvens. Samspillet med Dennis Hopper har skønne, jordnære øjeblikke med stænk af humor, ligesom Frances McDormands uslebne hustru-portræt er fuld af nerve.

     

    Stærk opbygningsfase

    Filmen står absolut stærkest i opbygningsfasen og holder det høje niveau langt hen ad vejen. Her viser Mick Jackson nye sider af et ellers ret ensidigt mainstream-talent, grænsende til det lyrisk eksperimenterende, og betagende fritaget for underlægningsmusik. Men desværre slippes tøjlerne noget efter en time og ti minutters tid, og slutfasen er fuld af det hurtigt overståedes fejeblade.

     

    Det glade vanvid

    Fascinerende er filmen dog stadig som det velspillede og velkoreograferede billede, den er på det glade vanvid og den udtalt dårlige behandling af psykisk syge, som 50'ernes USA kunne diske op med.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1989, USA, Drama, Fængselsfilm, 97 min.

    Dansk titel: Chattahoochee
    Instr: Mick Jackson Prod: Aaron Schwab, Faye Schwab Manus: James Cresson Foto: Andrew Dunn Klip: Don Fairservice Mus: John E. Keane