7-9-13 (1934)

    Efter en gigantisk premierefiasko beslutter en dramatiker at tage sig af dage. I stedet havner han i alle tiders fidus, der forlænger livet - og måske også ændrer det.


    STREJF AF CHARME

    Hvorfor fotograferer man ikke bedre i danske Films? Hvorfor anvender man ikke meget mere Lys? Hvorfor tager man stadig kendte Skuespillere fra Teatrene i Stedet for at finde nye ude i Folket?

    Strejf af charme
    Sådan skrev en anmelder i affekt, da stumfilm-instruktøren A.W. Sandberg i 1934 havde premiere på talefilmen "7-9-13". Det er da heller ikke den store originalitet, der præger hverken lyd eller billede (Kai Normann Andersens slagere til trods), men filmen har alligevel et strejf af charme i sit komisk selvmorderiske emne.

    Begynder med en fiasko
    Handlingen begynder med en fiasko. Den håbefulde dramatiker, Eyvind Johan-Svendsens Peter Flint, har netop haft premiere på sit nyeste stykke, men applausen udebliver, og publikum håner forfatteren i en sådan grad, at han straks vil hænge sig.

    En plaget mand
    Men det er svært at finde en formålstjenlig gren, så i stedet for at kvæles havner Flint bogstavelig talt i stuen hos forretningsmændene Schmidt og Ludvigsen. Da Flint har genfortalt sine sorger, ser de to herrer straks en mulig forretning i den plagede mand.

    Alletiders fidus
    Snart tilbyder de Flint alle tiders fidus. Hvis han blot lover at holde sig i live det næste år, kan de herrer nemlig få udbetalt den nytegnede livsforsikring. Til gengæld viser Flint sig som en krævende klient og lever livet i sus og dus, og snart også med kærlighed i kikkerten.

    Første halvdel er bedst
    "7-9-13" står afgjort stærkest i sin melankolske tilgang til op- og nedture. Filmens første halvdel er bedst. Her er Eyvind Johan-Svendsen det helt rigtige valg til at udstråle det akut-depressive (selvom samtidens anmeldere netop var utilfredse med ham i hovedrollen.)

    Rendyrket farce
    Helt efter bogen og fuldt forventeligt drejer Sandbergs film dog hurtigt ind ad den rendyrkede farces firesporede motorvej, og herfra er der desværre ingen vej tilbage til indledningens fine toner.

    Letløbende stil
    Stadig glæder man sig dog over komediens letløbende stil, der nok er 30’er-primitiv i bl.a. kameraføring og lyssætning, men som er kvikt afviklet uden alt for meget decideret fyld. At Normann-Andersens sange til denne film ikke hører til blandt hans bedste, betyder mindre i sammenhængen.

    Med tidstypisk tekst
    Filmens øjestens-kærlighedsvise, som Peter Flint fremfører for sin filtreret fotograferede og udtalt henrivende hjertenskær, Molly Werner, har følgende tidstypiske tekst af Fridolin:

    "Lille lyse Veninde"
    Det er dig, lille lyse Veninde,
    der faar Skyerne til at forsvinde,
    saa mit Hjerte, der som et mosgroet Vrag,
    vaagner op til en straalende Dag!
    Det er dig, lille Sol,
    Der faar Blomster til at gro,
    du faar mit troløse Hjerte til at tro:
    Roserne gror paa den stenede Vej,
    naar jeg gaar med dig!


    Ikke mange roser
    Der var ikke mange roser at finde i samtidens anmeldelser: "Spillet hjælper ikke Filmen over sin fortjente Fiasko", "Historien udvikler sig langtrukkent. De Smuler, der findes af Indfald, straaler af Barnagtighed og Naivitet - og først og fremmest af Uoriginalitet", "Havde en god Idé og udmærkede Enkeltheder, men de to Hovedfremstillere passede ikke ind i Helheden" og "Den dødkedeligste danske Première, der endnu er oplevet."

    "Ikke et Glansprodukt"
    Lidt mindre negativt kunne man bl.a. læse: "Den originale Idé og den fejende Slutning vil vel ogsaa kunne skabe Filmens Sukces - men noget Glansprodukt er den ikke."


    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017