Alamo Bay (1985)

    Vietnamveteranerne i en lille fiskerby i Texas er bestemt ikke meget for at lade vietnamesere flytte ind i området og oven i købet tage del i fiskeriet.


    RACISME I FLAMMER

    Racismen blomstrer i dette teknisk veldrejede men tarveligt uengagerende drama, hvor den franske veteran- og mesterinstruktør, Louis Malle synes lidt ude på et sidespor. Livet kører ikke på skinner for vietnamveteranen Shang og hans kone, Glory. En elendig økonomi afstedkommer sure myndigheder, og Shangs elskede fiskerbåd tages fra ham som pant.

    Raseri til kogepunktet
    Da han i forvejen er godt sur og muggen, stiger raseriet hos Shang nu hurtigt til kogepunktet, da en række lykkejægere fra Vietnam slår sig ned i området og etablerer eget fiskeri fra små primitive både.

    Racismen blusser op
    Nu kommer racisten, Ku Klux Klan-lederen og slavepiskeren op i Shang. Sammen med byens hær af ligesindede mænd terroriserer og beskyder Shang vietnameserne uden at blinke, og han bliver snart så væmmelig, at selv konen må søge over i "fjendens" lejr.

    Effektivt dumt svin
    Visse sider af det klassisk velkendte good guy/bad guy-tema er fint skildret, men hovedsagelig bliver det ikke rigtig til mere end udtalt had præsenteret meget lidt overraskende. Ry Cooders musik er desuden ikke helt i sync med filmens tone og pensles alt for meget ud over den i forvejen betændte handling.

    Kraftigt indskrænket
    Ed Harris udvikler sig effektivt til et dumt svin, men ligesom alle andre i "Alamo Bay" er hans rolle trukket alt for hårdt op, og skuespillets handlefrihed er kraftigt indskrænket. I stedet for at indkapsle essensen i racismen og dens barske ansigt, udvikler filmen sig mere og mere til det uklædeligt overdramatiserede.

    Taget med bukserne nede
    De stakkels sagesløse vietnamesere, der bare vil fange en bette fisk i den texanske idyl, bliver mildest talt taget med bukserne og underkæberne nede, men det potentielt sprængfarlige møde mellem racister og forhadte lykkejægere går aldrig rigtig helt i flammer.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1985, USA, Drama, Thriller, 98 min.

    Dansk titel: Alamo Bay
    Instr: Louis Malle Prod: Louis Malle, Vincent Malle Manus: Alice Arlen Foto: Curtis Clark Klip: James Bruce Mus: Ry Cooder
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation