Charley Varrick (1973)

    En varmblodet forbryder driver gæk med de koldblodige politifolk.


    EN ÆSTETISK NYDELSE

    Don Siegels "Charley Varrick" er en æstetisk nydelse. Historien fortælles med rasende effektivitet og formidles blændende af de dygtige skuespillere.

    Siegels bedste årti
    1970'erne var afgjort Don Siegels bedste årti som instruktør, hvilket film som Dirty Harry (1971), The Beguiled (1971) og Escape from Alcatraz (1979) bl.a. vidner om.

    Anspændt og truende
    I "Charley Varrick" er stemningen anspændt og truende, man kan ikke forudsige næste scene, og Don Siegel fastholder spændingen til sidste scene.

    Et sikkert bankrøveri?
    Den varmblodede Charley Varrick har sammen med konen og deres fælles ven besluttet sig for at røve en bittelille bank i en amerikansk landsby, da den råder over trekvart million dollars.
     

    Hjem med byttet

    Da de kommer hjem med byttet, erfarer Charley, at pengene er nummererede mafia-sedler, og at de derfor er umulige at bruge. Hans makker Herman (spillet af Dirty Harry-skurken, Andy Robinson) vil imidlertid i gang med det samme med at bruge alle pengene på biler og damer.

    Brutalt mord
    Men den går ikke, det vil Charley ikke tillade, så Herman bliver sur og får nær afsløret dem begge. I stedet bliver han selv myrdet brutalt af den koldblodige privatdetektiv Molly. Nu må Charley flygte alene, og han er slet ikke så nem at få fat på.

    Mand med mange ansigter
    Charley Varrick er en mand med mange ansigter. Han er både blød og varmhjertet, samtidig med at han kan være hård og kold. Walter Matthau indfanger denne dobbelthed med knivskarp elegance.

    Overraskende slutning
    I filmens geniale og meget overraskende finale viser Charley Varrick koldt overblik og narrer både fjenden og tilskueren. Alt i alt endnu et Don Siegel-70’er-kvalitetsprodukt.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1973, USA, Krimi, Action, 111 min.

    Dansk titel: Menneskejagt på liv og død
    Instr: Don Siegel Prod: Don Siegel Manus: Howard Rodman, Dean Riesner Foto: Michael Butler Klip: Frank Morriss Mus: Lalo Schifrin