The Cotton Club (1984)

    Stepdansernes mekka er målet for en steppende mand, men det er svært at komme til.


    MISLYKKET GENREBLANDING

    Instruktøren Francis Ford Coppolas udmærkede idé med at kombinere musical og hårdkogt gangster-krimi er desværre gået totalt i vasken, og "The cotton club" fremstår som en nærmest fjoget filmoplevelse.

    Klub for ekslusive
    Handlingen kredser om en klub for de eksklusive. Her danses og steppes der, og kun de allerbedste får mulighed for at optræde her.

    De rigtige forbindelser
    For at blive allerbedst skal man for det første have et musikalsk talent. Det har Dixie Dwyer. For det andet kommer man rigtig langt ved at have de "rigtige" forbindelser.

    Og i dette tilfælde er der tale om mafiaen, der får tiden til at gå i klubben. Nærmest ved et uheld lærer Dixie mafiabossen Dutch Schultz at kende, og Dutch gør Dixie berømt - men ikke omkostningsfrit.

    Steppes på livet løs
    Det kan jo ikke nytte noget, at Dixie ikke vil underlægge sig mafiaens klare magtbegreber, så oprør er selvsagt bandlyst. Imens steppes der på livet løs i baggrunden.

    Blandet skuespil
    Filmens mest miserable skuespil leverer James Remar. Sjældent har man set så utroværdig og uskræmmende en hård banan. Det øvrige skuespil er såmænd ganske udmærket. Det er interessant at se så mange kendte navne, og særlig Bob Hoskins og Richard Gere gør sig heldigt bemærket.

    Flot teknik
    Teknikken fejler ikke noget. Der er mange begavede og stilistisk fremragende billedkompositioner med spændende lyssætninger og kamerature. Lydsiden er jazz-proppet.

    Springende facon
    Men det er slet ikke noget, der batter, når man sidder og krummer tæer over den irriterende springende facon, som "The cotton club" praktiserer.

    Gangsterplaf
    Det ene øjeblik stepper et par vandkæmmede sorte kækt op og ned ad nogle små trappetrin, det næste plaffer en gruppe gangstere løs i flæng.

    Kærlighed og kildevand
    Herefter tilbage til kærlighed og kildevand, jazz og muntre mennesker i festligt lag. Huhej, her kommer gangster-Jørgen med elleve geværer. Det er ikke rigtig en genreblanding, der er værd at spilde hverken krudt eller jazz på.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018