King Solomon's Mines (1950)

    Opdagelsesrejsende i Afrika vil for enhver pris finde en diamantmine.


    FORUDSIGELIGT EVENTYR

    Sammenhængende film:
    King Solomon’s Mines (1950)
    King Solomon’s Mines (1985)
    Allan Quartermain and the Lost City of Gold (1987)

    Den kendte og gode gamle eventyrhistorie af H. Rider Hagard får i denne filmatisering et noget tvivlsomt skær. Historien fortælles ensformigt og forudsigeligt.
     

    Berømt, hvid jæger

    Den store, berømte hvide jæger Allan Quartermain hyres af den rige og billedskønne Elizabeth Curtis og hendes bror John Goode til at hjælpe med at finde Elizabeths mand, der forsvandt i sin søgen efter Kong Salomons diamantminer.

    Rejsen kan begynde
    Quartermain er bestemt ikke meget for at tage ud på den farefulde færd, men Elizabeths $5000-tilbud overbeviser den garvede jæger. Selvom han ikke tror et øjeblik på, at den upraktisk klædte og temmelig feminine kvinde kan gennemføre rejsen, engagerer Quartermain alligevel en snes bærere, og rejsen kan begynde.

    Over stok & sten
    Så går det ellers over stok og sten, gennem vældige afrikanske jungler og over bagende hede ørkensletter. Overalt lurer farerne, så det gælder om at have sit gevær ladt hele tiden. Som et ekstra besværligt element, sørger Elizabeth for hele tiden at snuble og skrige, når hun ser væmmelige eksotiske dyr eller hører mærkeligt knurrende lyde.

    Stivnakket sarkasme
    Og denne hjælpeløshed møder Quatermain først med stivnakket sarkasme og strålende stolt mandighed, senere glider han over i mere afdæmpede toner, ligesom hans håndbevægelser bliver mere og mere tilnærmende, indtil han til sidst har forført den smukke, rige kvinde.
     

    Kastaniegyldent hår

    I filmens sidste kvarter når gruppen endelig frem til minen. De omtrent tyve bærere er reduceret til en enkelt, og Elizabeths lange kastaniegyldne hår er undervejs blevet sat op i korte krøller.
     

    Den helt store svaghed

    Det er sådan set, hvad filmen omhandler. Og det er her vi finder filmens store svaghed: Som nævnt går det over stok og sten og gennem jungler og over sletter, men så sker der heller ikke andet.

    Ikke meget action
    Scene a: Over stok og sten. Scene b: Jungle med uha-spænding, da Quatermain ser en væmmelig slange, som han straks må skyde. Scene c: Over lummervarm slette. Scene d: Elizabeth ser en styg tiger og skriger prompte. Scene e: Over stok og sten. Scene f: Græshopperne filer i nattens mulm og mørke, da et stort kattedyr forsøger at kradse sig ind i teltet til Elizabeth. Scene g: Uha, uha, en stor brilleslange truer med at bide..

    Spildte kræfter
    Det synes mere eller mindre spildt, at filmholdet i ugevis blev stegt i den afrikanske hede, efter i specialbyggede køretøjer og fly at være blevet transporteret ud i de mest utilgængelige afrikanske terræner overhovedet, når langt de fleste dyrescener bærer præg af at være indklippet fra helt andre naturprogrammer. Men først og fremmest synes filmen overflødig, fordi Helen Deutsch' manuskript er så ualmindelig tyndt.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1950, USA, Eventyr, Action, Romantik, 98 min.

    Dansk titel: Kong Salomons miner
    Instr: Compton Bennett, Andrew Marton Prod: Sam Zimbalist Manus: Helen Deutsch Baseret på: roman af H. Rider Haggard Foto: Robert Surtees Klip: Ralph E. Winters, Conrad A. Nervig Mus: Native Music
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AA - Bedste fotografering
    • AA - Nedste klipning
    • GG - Bedste fotografering