Scream (1997)

Smagløs, utiltalende og unødvendigt voldelig effektgyser, der kun lever højt på chokeffekter og kun sjældent byder på noget reelt skræmmende.

Man kan fx altid stole på musikken: Hvis ikke der er uhyggelig computermusik, der buldrer i baggrunden, så er der ikke fare på færde. Er der derimod musik, ved tilskueren, at der er grund til at være opmærksom.

Klassisk anslag
Filmens anslag er en rigtig alene-hjemme-huset-er-tomt-langt-ude-på-landet-ung-pige-med-tiltalende-kropskurver-fremmed-mand-i-telefonen-klassiker.

Drew Barrymore når at være med i filmen små ti minutter som pigen Casey. Da telefonen en sen aften ringer, og en fremmed mand er i røret, er Casey til at begynde med ganske rolig, men efterhånden bliver samtalen ubehagelig.

Morderens vilje
Især da Casey erfarer, at manden er lige uden for hendes vinduer, og han påstår, han vil krænge indvoldene ud på hende. Der er ingen mulighed for at undslippe, og morderen får sin vilje!

Så klippes der ellers til en mørkhåret pige på alder med Casey. Musikken er dyster, og vi knuger puderne. Men lad det ligge fast fra begyndelsen, at denne pige, Sidney, er langt mere snarrådig end Casey, så morderen får sværere ved at skære i hende.

Evig forfølgelse
Sidney oplever ikke længe efter mordet på Casey et lignende overfald i et lignende øde beliggende hus. Herefter forsøger hun at komme sig, men morderen forfølger hende alle vegne.

Så der er mange gode grunde til at screame. Lettelsens scream kommer imidlertid i en dobbeltseng, hvor kæresten, Billy, får lov at tage Sidneys mødom, også selvom Sidney ikke er helt sikker på, om han er morderen.

Ungdommelig fest
Det bliver til en ungdommelig fest, at hele klimakset skal udspille sig med splat, slam og skrig, usmagelig vold og dødelig idioti. Udover Sidney selv bliver også tv-speakeren, Gale Weathers, heltinde.

Gale har fulgt Sidney under hele den nervepirrende forfølgelsesperiode, og formår at ændre deres indbyrdes forhold fra fjender til veninder.

De unge tager meget let på mordene og griner ad dem, gør grin med dem og elsker at høre om dem. Og ofrene (heriblandt Sidney) har forbavsende let ved at blive sig selv igen efter overfaldene.

Tynde chokeffekter
Uhyggen bygger som tidligere nævnt udelukkende på chokeffekter. Lad os tage et eksempel, som vi vist alle kender: Musikken bliver uhyggelig, violinerne filer i blodtrykshøjnende disharmoni, lyset i det fugtige kælderrum slukkes med et hørbart 'klik', døren smækker selv i med et ikke særlig højt 'slam'.

Den indespærrede (og smart klædte, med en maveskilning på godt 15 centimeter mellem buks og top) pige ser sig om og ryster på hovedet. Men da døren er låst, bliver hun bange, og morderen åbenbarer sig i et fjollet BR-kostume. Herefter slam, slask og eventuelt wham, i hvert fald scream!

Alle mistænkes
Alle skal selvfølgelig også mistænkes, hvilket den garvede gyserinstruktør, Wes Craven, sørger for med gennemskuelige hentydninger. Selv de mest fredelige kan blive kandidat til morder i filmens univers.