The Straight Story (1999)

    På en selvkørende plæneklipper tilbagelægger en gammel mand flere tusinde kilometer for at blive genforenet med sin bror.


    DEN STÆDIGE RAD

    Der er her virkelig tale om en ligefrem og ærlig historie. Når man ser David Lynchs rolige "The Straight Story", så har man næsten svært ved at mindes nogen mere ligefrem film.

    Det kommer bag på alle David Lynch-kendere, der har lært at værdsætte ham for den ultra-eksperimenterende mørke filmstil, at han pludselig serverer så jordnær en film. Men det er ofte det, der former en stor instruktør: fornyelse der kan overrumple publikum engang imellem.

    73-årig på banen
    "The Straight Story" handler om den 73-årige Alvin Straight, som af lægerne er blevet opfordret til at lægge sin livsstil om, hvis ikke han hurtigt skal falde meget af på den.

    Særdeles stædig
    Men som i alle andre henseender er Alvin Straight meget stædig. Han gør, hvad der passer ham. Han bor sammen med sin specielle datter, Rose, og fører en meget rolig tilværelse ude på det glemte USA-bøhland.

    Da Alvin en dag hører, at hans bror har fået et slagtilfælde, beslutter han sig for at rejse de mange hundrede kilometer gennem landet for at besøge ham. Der har været kold luft mellem brødrene i ti år, men det vil Alvin nu ændre på - før det er for sent.

    Langfart på plæneklipper
    Alvin har ikke noget kørekort, og da først han har sat sig for at tilbagelægge afstanden på en gammel plæneklipper med anhænger, så er der intet væsen i verden, der kan tale ham fra det igen.

    Så Alvin bruger flere dage på at klargøre en gammel plæneklipper med faldefærdig anhænger. Datteren kan kun se nervøst til.

    Små ting med stor betydning
    Det bliver filmens handling: Alvin kører gennem smukke åbne vidder på sin plæneklipper. Bittesmå ting får således en stor betydning i historien, som fx da Alvin får blæst sin hat af af en overhalende lastbil. Hvilken scene - på trods af al stilstand.

    På sin vej møder Alvin kun flinke og hjælpsomme mennesker, og det er beskrivelserne af disse møder, der giver filmen lune og kulør. Livsbekræftende og kærligt i al sin enkelhed.

    Smukt & udtryksfuldt
    Kan filmen virkelig bære næsten to timers stilstand? Sådan er der nok nogle, der spørger. Ja, så absolut - hvis man vel at mærke formår at geare fuldstændig ned på niveau med filmen og nyde dens meget smukke og udtryksfulde billeder.

    I hovedrollen ses fremragende Richard Farnsworth, som også i det virkelige liv døjede med hofteproblemer. I birollerne funkler en række stærke præstationer, både alvorlige og karikerede.

    Helt anderledes
    Stille og roligt, altså. Måske lidt for stille og roligt, hvis man skal finde på noget "ondt" at sige om filmen. Men det er smukt, og det er helt anderledes.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1999, Frankrig, Storbritannien, USA, Drama, Biografi, 117 min.

    Dansk titel: The Straight Story
    Instr: David Lynch Prod: Neal Edelstein, Mary Sweeney, Alain Sarde Manus: John Roach, Mary Sweeney Foto: Freddie Francis Klip: Mary Sweeney Mus: Angelo Badalamenti
    Priser
    • AAN - Bedste skuespiller (Farnsworth)
    • BD - Bedste amerikanske film
    • CAN-N - Palme d´Or-nominering
    • GG-N - Bedste skuespiller (Farnsworth)
    • GG-N - Bedste musik
    • GULDB-N - Bedste udenlandske film
    • RB - Bedste amerikanske film