The Van (1996)

    I deres kamp mod arbejdsløshedens klamme greb starter to mænd på at sælge fast food fra en varevogn.


    LIGE I HJERTET

    Så festlig, humoristisk og lun en skildring af et helt almindeligt venskab har man ikke set i umindelige tider, så "The Van" falder på et tørt sted.

    I en lille irsk forstad er Bimbo netop blevet fyret og kan derfor gøre vennen Larry med selskab i arbejdsløshedens tjeneste på pub’en.

    En rullende burgerbar
    Arbejdsløsheden kommer dog hurtigt til at hænge Bimbo langt ud af halsen. Året er 1990, og der spilles VM i fodbold. Bimbo får den glimrende idé at anskaffe en rullende burgerbar.

    Der må da være penge i at fodre alle de ivrige fodboldfans! Bimbo udnævner Larry til makker, og inden længe har de fundet en gammel faldefærdig vogn, som de hurtigt får sat i stand.

    Lykken er lunefuld
    Den første aftens servering går over al forventning, og pludselig kan de to kammerater se en vej ud af arbejdsløshedens tunge tåge. Men lykken varer som bekendt sjældent evigt, og Larry og Bimbos venskab bliver sat på en alvorlig prøve.

    Skønne bemærkninger
    Skuespillet er fabelagtigt. Både Colm O'Meaney og Donal O'Kelly udstråler en helt vidunderlig naivitet, der ikke er til at stå for. Dialogerne er en af filmens helt stærke sider, her finder man mange helt skønne bemærkninger at grine ad.

    "The Van" er så lunt og hyggeligt et bekendtskab, at den går lige i hjertet.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1996, Storbritannien, Irland, USA, Komedie, Drama, 96 min.

    Dansk titel: The Van
    Instr: Stephen Frears Prod: Lynda Myles Manus: Roddy Doyle Baseret på: roman af Roddy Doyle Foto: Oliver Stapleton Klip: Mick Audsley Mus: Eric Clapton, Richard Hartley
    Priser
    • CAN-N - Palme d´Or-nominering