Ronja Rövardotter (1984)

    Ronja Røverdatter gør oprør mod sin far og stikker af med fjendens søn.


    BØRNEKVALITET

    Astrid Lindgren har selv skrevet manuskriptet til denne filmatisering af hendes roman af samme navn. Resultatet er en sprudlende, eventyrlig og medrivende familiefilm, der er lun og hjertelig i sit budskab.

    Ultimativt had
    Ronja Røverdatter er datter af Mattis, og faderen elsker hende over alt på Jorden. Men hadet strømmer også ud af Mattis, mod rivalen, Borka, og dennes søn, Birk, der er flyttet ind i den anden ende af familiens borg.

    Hadet er så stort fra både Borkas og Mattis' side, at Ronja flygter med Birk som en slags demonstration.

    En svær genforening
    Det gør Mattis frygteligt frustreret og deprimeret, og han vil ikke længere kendes ved sin datter. Imens lever Ronja og Birk livet farligt i de store skove, hvor eventyrvæsener driver gæk med dem. På et eller andet tidspunkt må far og datter genforenes, men det holder hårdt.

    Perfekt ramt eventyrstemning
    Filmen rammer perfekt romanens eventyrstemning, og scenerne får en stærk intensitet takket være de troværdigt fremstillede væsener og miljøer.

    Lunt & elskeligt
    Skuespillet er lunt og elskeligt både fra børn og voksne, og man kan ikke undgå at leve sig ind i historien, hvad enten man er barn eller voksen - eventyret er simpelthen for godt fortalt.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1984, Sverige, Norge, Eventyr, Drama, Familie, Børn på film, 95 min.

    Dansk titel: Ronja Røverdatter
    Instr: Tage Danielsson Prod: Waldemar Bergendahl Manus: Astrid Lindgren Baseret på: roman af Astrid Lindgren Foto: Rune Ericson, Mischa Gavrjusjov, Ole Fredrik Haug Klip: Jan Persson Mus: Björn Persson
    Priser
    • BERLIN - Silver Berlin Bear
    • BERLIN - Reader Jury
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering