Skilsmissens Børn (1939)

    15-årige Vibeke Dreyer er skilsmissebarn og bor med sin far og dennes nye kone. Faderen viser sig nu at have et forhold til en anden kvinde.


    MORALPRÆDIKEN

    ""Skilsmissens Børn" er et Emne, der har fængslet mig, fordi det rummer Problemer, som baade har social Betydning og berører mange moderne Mennesker. Efter et Par Aars Forarbejde er Filmen nu færdig. Jeg har bestræbt mig for at gøre den sand og virkelighedstro, og hvis det er lykkedes mig, skyldes det ikke mindst de udmærkede danske Skuespillere, den talentfulde Ungdom, jeg har haft Held til at finde, og Nordisk Films Kompagnis dygtige tekniske Stab."

    "En stor personlig Glæde"
    "Det har været mig en stor personlig Glæde igen at arbejde paa Modersmaalet, og det er mit Haab, at Historien om Vibeke Dreyer ikke blot maa bevæge Menneskers Hjerter, men ogsaa vække til Eftertanke. Saafremt jeg har opnaaet det, har mit Arbejde ikke været forgæves."

    Karrierens efterår
    Således indleder stumfilms-stjerneinstruktøren Benjamin Christensen sin første danskproducerede tonefilm. Fire hjemlige talefilm skulle det blive til, før karrieren brat blev indstillet efter den økonomiske fiasko med Damen med de lyse Handsker (1942).

    En moralprædiken
    "Filmens Tema og sociale Tendens efter Alba Schwartz’ Roman af samme Navn." Disse er odene i filmens indledende rulletekst, og her emmer det allerede af moralprædiken. En film om skyggesiderne ved skilsmisser, oplevet i "børne"- og ungdsomhøjde.

    For ung til svir
    I filmens åbninsscene befinder vi os i New York. Den unge, danske pige Vibeke Dreyer har en samtale med dansk-amerikaneren Mr. Lang. Man forstår, at hun elsker hans søn, og at han har sendt den unge mand til London, fordi han synes, de begge er for unge til svir.

    En svær opvækst
    Endvidere fremgår det af samtalen, at Mr. Lang er i færd med at søge skilsmisse. Vibeke er bekymret for, hvordan det skal gå hans lille datter - til trods for sin ungdom har hun selv gjort bitre erfaringer, og hun fortæller nu Mr. Lang sin historie.

    Skilsmissens barn
    I ét langt tilbageblik følger vi nu Vibekes svære ungdsomtid hos en fraskilt far og dennes nye kone. For ikke nok med at Johannes Meyers hr. Dreyer én gang er skilt, nu har han også en affære med en (30-40 år yngre) lækkerbisken - til Vibekes meget store fortrydelse.

    Stift & teatralsk
    Grethe Holmer blev headhuntet af Benjamin Christensen og debuterer her 15 år gammel i en desværre ekstraordinært patetisk teenage-hovedrolle. Diktionen er stiv og teatralsk, og den indskrevne forargelse er skåret ud i pap, så det ikke er til at bære.

    Belærende tone
    I det hele taget er Benjamin Christensens manuskript og iscenesættelse præget af en belærende tone. Ganske givet præget af romanforlægget, men i sig selv en kvalmt dikterende stil, der skinner igennem i alle filmens facetter.

    Incestuøse antydninger
    Bedst er Johannes Meyer, der ikke har ladet sig overinstruere og har et par fine scener i splittelsen mellem lysten til nye damehofter og faderbindingen til sin store pige. Der hviler et ikke ufarligt incestuøst tankeeksperiment i far/datter-forholdet - tydeliggjort af forskellige patos-replikker og gestikulationer.

    En hårdt prøvet skørtejæger
    Svend Fridberg er til gengæld en håbløs indhopper som skørtejægeren Max, der oser af ungpige-liderlighed og er tæt på at lokke Vibeke med på skibsbriksen bag faderens ryg. Men det tydeliggøres sidst i filmen, at Max er blevet til dén han er, fordi hans far løb fra hjemmet, da Max var 11 år!

    Kedelige arketyper
    Som de helt gamle og tilsvarende livskloge har Petrine Sonne og Mathilde Nielsen begge kedeligt arketypiske roller. Mathilde Nielsen er bedstemoderen, der holder et meget vågent øje med Vibeke og ikke er bleg for at sidde oppe til klokken fire om natten og hækle på en trøster, blot for at kunne tale dunder til pigen, hvis hun kommer senere hjem end aftalt.

    Viser sjældent tænder
    Valdemar Christensens fotografering viser sjældent tænder, og når stemninger opstår, er det som regel direkte ud af enkle skygge-lys-virkninger: Generelt er "Skilsmissens Børn" optaget uden ret meget opfindsomhed - og helt og holdent i studie. Erik Fiehns musik er sjældent i brug, og det er trods alt et plus i den i forvejen bombastiske filmtone.

    Mange positive anmeldere:
    Pressen skrev: "Et vellykket Forsøg paa at skabe den gode danske Film - et Forsøg, der bør anspore til Fortsættelse", "Den bedste danske Film til Dato: Grethe Holmer er et straalende Løfte for dansk Teater, og Benjamin Christensen har skabt en Film af international Værdi", "Dansk Film i højt Plan", "Grethe Holmer er simpelthen yndig. Et fint Instrument med lutter rene Toner" og "Gjorde et stærkt Indtryk: Benjamin Christensen har skabt den hidtil bedste danske Talefilm."



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018