Pigen og millionæren (1965)

    Da en direktør mister hukommelsen skal han sættes ind i sit liv af sin butler. Men misforståelser kan ikke undgås.


    VELOPLAGT LYSTSPIL

    Veloplagt og veltilrettelagt lystspil der har meget mere struktur og idé at byde sine skuespillere end det skræmmende danske lystspilsgennemsnit.

    Dirch Passer spiller den pigeglade direktør, Jens Møller, der en dag bliver ramt af en lerdue og mister hukommelsen.

    Tilværelselsens tilstand
    Pludselig er han en helt anden og må sættes ind i tilværelsens tilstand af sin butler, Morris. Trods grundig oplæring afstedkommer det alligevel mægtige misforståelser indenfor både arbejde, kærlighed og kammeratskab.

    Sympatisk Passer
    Dirch Passer tillades mere sofistikeret komediespil end sædvanligt, og hans karakteristik af direktør Møller hører til blandt de mere sympatiske. Enkelte scener er uvurderligt morsomme: Bedst er Dirch Passer som aggressiv klaverstemmer i en presset situation.

    De fleste større og mindre roller er veludfyldte, dog er Karl Stegger og Malene Schwartz kun til pynt i ligegyldige standardkarakterroller.

    Der er stor spændvidde på billedsiden, hvor tidens outrerede farvekontraster og dårlige smag spiller en stor rolle.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017